Ny arbejdsmiljøreform på vej
Regeringen har i februar måned 2004 indgået forlig med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en arbejdsmiljøreform. Det endelige lovgivningsarbejde, der er forbundet med reformen, er endnu ikke på plads, men grundpillerne i reformen er følgende:
- BST-pligt afskaffes
- Screeningsbesøg
- Påbud om rådgivning
- Der indføres ”smiley-ordning”
- Arbejdsmiljøcertificering
- Forhåndsgodkendelse
- Sygefravær og arbejdsmiljø
BST-pligt afskaffes
BST-tilslutningspligten afvikles fra 2005 og i de følgende år i takt med en screening af alle virksomheder. Dette har dog ikke relevans for almen praksis, da denne type liberale erhverv allerede i dag ikke har BST-tilslutningspligt.
Screeningsbesøg
Alle virksomheder, og dermed også lægepraksis, vil på et tidspunkt modtage et screeningsbesøg af en konsulent fra Arbejdstilsynet, som vil foretage en gennemgang af virksomhedens arbejdsmiljøforhold. Screeningsarbejdet skal være med til at sætte fokus på virksomheder og virksomhedstyper med et dårligt arbejdsmiljø.
Screeningen vil i de første 3-4 år som en indledende fase blive målrettet arbejdsmiljøtunge virksomhedstyper og tidligere BST-pligtige brancher. De øvrige virksomheder, hvortil lægepraksis hører, kan først forvente et screeningsbesøg efter den indledende fase. Når reformen er gennemført, er det meningen, at hver virksomhed skal gennem en screening hvert 3. år.
Påbud om rådgivning
Hvis Arbejdstilsynet under screeningen erfarer alvorlige arbejdsmiljøproblemer, som virksomheden ikke selv kan løse, kan virksomheden få påbud om at søge rådgivning. Det kan enten være for en periode eller i forbindelse med et konkret arbejdsmiljøproblem. Som rådgiver kan virksomheden vælge blandt en række autoriserede udbydere.
Der indføres ”smiley-ordning”
Som et vigtigt element i reformen skal virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde synliggøres via en ”smiley-ordning”. En grøn smiley til virksomheder med arbejdsmiljøcertifikat eller anden dokumentation for godt arbejdsmiljø, en gul smiley til virksomheder, som har fået påbud, og endelig en rød smiley til virksomheder, som har fået påbud om rådgivning for en periode. Virksomhederne vil kunne klage over en (gul eller rød) smiley.
Arbejdsmiljøcertificering
I reformen lægges der op til, at virksomheder kan få et arbejdsmiljøcertifikat via den eksisterende certifikatordning. Der vil blive arbejdet på at udvikle mere enkle modeller, så også mindre virksomheder som f.eks. lægepraksis, kan dokumentere et godt arbejdsmiljø.
Forhåndsgodkendelse
Virksomhederne kan mod betaling af et gebyr på forhånd få en bindende forhåndsbesked fra Arbejdstilsynet om konkrete arbejdsmiljøtiltag.
Sygefravær og arbejdsmiljø
Fremover skal forebyggelse af sygefravær inddrages i virksomhedens APV, og dette tiltag skal være et fokusområde under arbejdsmiljøuddannelsen.
--oOo--
PLA vil informere yderligere, når der er mere klarhed over, hvilken betydning reformen får for de mindre liberale erhverv.