Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag
Har du en elev ansat, har du mulighed for at søge Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, AUB, om refusion af løn, for de perioder din elev er på skole. Det er også muligt at søge om tilskud, hvis du har dækket din elevs transportudgifter.
AUB har altså til formål at støtte uddannelsen af elever. Det sker ved at formidle penge fra alle arbejdsgivere til de arbejdspladser, skoler og udvalg, der arbejder for at skabe praktikpladser inden for erhvervsområdet.
Alle arbejdsgivere, der betaler ATP, er omfattet af reglerne for betaling til AUB.
Indbetaling til AUB:
AUB-bidraget beregnes ud fra, hvor meget du indbetaler til ATP.
Såfremt du kun har en enkelt ansat, betaler du ikke til AUB. Hvis du udover den ene ansatte også har elever ansat, skal du heller ikke indbetale til AUB, men du vil alligevel kunne få tilskud.
AUB-bidraget beregnes på baggrund af en fast sats pr. fuldtidsansat. Der er fradrag for den første medarbejder. Det vil sige, at hvis du har 5 fuldtidsansatte, skal du betale AUB-bidrag svarende til fire ansatte. Såfremt personalet arbejder på deltid bliver bidraget nedsat tilsvarende. Dette beregnes automatisk ud fra ATP-bidraget.
Bemærk, at hvis du er arbejdsgiver i en anpartsselskab, betaler du også ATP for dig selv, og du skal derfor tælles med i opgørelse over fuldtidsansatte.
Udbetalinger fra AUB:
AUB refunderer den løn, du betaler til eleven mens hun er på skole. Desuden giver AUB tilskud til transport - se nedenfor. Det er også muligt at få refunderet løn for elever, der deltager i frivillig, supplerende undervisning, såfremt dette er en del af uddannelsesaftalen.
Det er en betingelse for at få udbetalinger fra AUB,
- at der foreligger en godkendt uddannelsesaftale,
- at eleven er registreret hos AUB,
- at eleven ikke arbejder samtidig med sit skoleophold, og
- at arbejdsgiver udbetaler overenskomstmæssig løn.
Jo længere eleven er nået i sin uddannelse, desto højere bliver lønrefusionen.
Befordringsgodtgørelse:
Betaler du for din elevs transport, når hun er på skole, har du mulighed for at få dækket en del af udgifterne. Det er dog betinget af, at eleven har mere end 10 kilometer fra hjem til skole. Der dækkes højst et beløb svarende til 80 procent af prisen for billigste offentlige transportmiddel.
Såfremt eleven anvender egen bil, vil du fortsat være berettiget til refusion fra AUB. Beløbet vil dog fortsat højst svare til 80 procent af prisen for billigste offentlige transportmiddel.
Overenskomstbestemmelser:
For øvrige vilkår for elevansættelse henvises til bilag 5 i overenskomsten for lægesekretærer mellem PLA og HK.
Læs mere om Arbejdsgivernes uddannelsesbidrag:
https://indberet.virk.dk/arbejdsgivernes-uddannelsesbidrag/arbejdsgivere