Årsberetninger
En samling af formandens beretninger fra de halvårlige repræsentantskabsmøder.
PLA’s repræsentantskabsmøde 26. november 2011
· Medlemsudvikling og daglig drift
· PLA/DSR/dbio overenskomst 2011-2013
· PLA/HK/Privat overenskomst 2011-2013
· Klinikpersonalets Uddannelsesdag
· Gå-hjemmøder
· PLA’s arbejde i det kommende halve år
Medlemsudvikling og daglig drift
Vi nærmer os 3.000 medlemmer af PLA, heraf 75 Faps’er, og der kommer nye medlemmer til. Medlemstilgangen har i løbet af det sidste år været på 22 læger, og der er primært tale om en tilgang af alment praktiserende læger.
Driften i PLA går fortsat planmæssigt. Vores medlemmer bruger heldigvis sekretariatet, som modtager op til 1.000 telefoniske opkald om måneden, og som også har rigtig mange skriftlige henvendelser og e-mails. Henvendelserne omhandler typisk overvejelser om og spørgsmål til lønindplacering, ferieberegning, efteruddannelse, ønske om ændring af arbejdstid, samarbejdsvanskeligheder og ønske om opsigelse af praksispersonalet. En del af disse henvendelser afstedkommer kontakt og forhandling med medarbejdernes fagforening eller anden repræsentant. Vi opretter således i gennemsnit omkring 50 nye sager hver måned.
Vi har valgt at udvide bemandingen i PLA med en ekstra advokat, Dorte Enoksen, da vi har vurderet at omfanget af arbejdsopgaver nødvendiggør denne udvidelse.
PLA/DSR/dbio overenskomst 2011-2013
Vi bad forud for handlingerne vores medlemmer om, at komme med forslag til PLA’s overenskomstkrav, og helt gennemgående var tilbagemeldingerne et ønske om at holde den økonomiske ramme på et lavt niveau. Disse meldinger fra vores medlemmer, fik betydning for de krav PLA stillede til fagforeningerne, krav som repræsentantskabet har set og godkendt her tidligere på efteråret.
Der har på nuværende tidspunkt været afholdt 2 forhandlingsmøder. Forhandlingerne foregår i en god tone, og vi er nået langt omkring forskellige ændringer i overenskomsten. Imidlertid måtte vi ved sidste forhandling konstatere, at vi lå langt fra hinanden hvad angår den økonomiske ramme. Vi blev dog enige om, at forsøge en gang til, og har aftalt et 3. forhandlingsmøde den 19. december. Spørgsmålet om jeres godkendelse af et eventuelt resultatet, udgør et selvstændigt punkt på vores dagsorden.
PLA/HK/Privat overenskomst 2011-2013
PLA har her i foråret forhandlet ny overenskomst med HK/Privat om fornyelse af overenskomsten for lægesekretærerne. Vi valgte, som tidligere år, at læne os op at den økonomiske ramme som blev forhandlet på det store offentlige arbejdsmarked. Resultatet blev 3,03 % over en 2-årig periode. Hele rammen er anvendt til generelle lønstigninger, hvor første lønstigning sker til januar (2012).
Det blev også til enkelte andre ændringer i overenskomsten.
Overenskomsten har hidtil indeholdt en bestemmelse om, at praksis skulle betale 250 kr. i tillæg, såfremt der ikke blev stillet kittel til rådighed. Dette tillæg fandt vi var utidssvarende og administrativt besværligt. Tillægget bliver fra og med januar 2012 indregnet i lønnen.
Det har desværre efterfølgende vist sig, at PLA og HK ikke er enige om, hvordan tillægget indregnes i lønnen. Indtil videre bliver tillægget indregnet i de bruttolønninger, som vi oplyser om på vores hjemmeside. HK mener imidlertid, at der til deltidsansatte skal afregnes et mindre tillæg herudover. Dette spørgsmål vil blive afgjort ved faglig voldgift, og falder resultatet ud til HK’s fordel, vil der skulle ske en mindre efterregulering, og gives et tillæg til lønnen.
Vi fik også indført en såkaldt nachfrist-regel, der betyder at vores medlemmer først vil kunne blive afkrævet en godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, hvis medarbejderen har givet lægen en frist til at få rettet op på ansættelsesbeviset. Dermed forventer vi at undgå sager hvor PLA’s medlemmer bliver pålagt at betale godtgørelse efter lov om ansættelsesbeviser.
Endelig aftalte vi med HK, at lægesekretæren på ethvert tidspunkt kan anmode sin arbejdsgiver om, at få udarbejdet en tjenesteattest. En tjenesteattest skal indeholde oplysninger om ansættelsens karakter (fx lægesekretær), varighed og løn. En tjenesteattest er ikke en anbefaling, som medarbejderen fortsat ikke har krav på.
Klinikpersonalets uddannelsesdag
PLA har sammen med fagforeningerne HK, DSR og DBIO tilrettelagt en uddannelsesdag mandag den 10. oktober 2011. Uddannelsesdagen har været afholdt i Kolding, hvor emnerne var aktuelle og tværfaglige. Dagen viste sig at være en stor succes med 247 tilmeldte.
Gå-hjemmøder
PLA ønsker at lave gå-hjemmøder, hvor vores medlemmer kan mødes et par timer og drøfte arbejdsgiverrelaterede emner. Vi planlægger derfor at vi som minimum afholder et gå-hjemmøde i hver region det kommende kalenderår.
PLA’s arbejde i det kommende halve år/Afslutning
Min beretning nærmer sig sin afslutning, men inden det sidste ord siges vil jeg gøre en kort status for PLA’s primære arbejdsopgaver i 2012.
År 2012 bliver et år hvor vi vil fokusere på den daglige drift, udvikle vores service overfor medlemmerne og få gå-hjemmøderne op at køre.
Tak for jeres opmærksomhed.