Formandens beretning
8. april 2013

 

PLA's repræsentantskabsmøde den 6. april 2013                        

 Formandens beretning

 

  • PLA’s 10 års jubilæum og den daglige drift
  • Gå-hjemmøder og arrangementer
  • Kitteltillægssagen
  • Retssager
  • Overenskomstforhandlingerne med HK
  • Overenskomstsituationen
  • PLA’s arbejde i det kommende halve år

 

PLA’s 10 års jubilæum og den daglige drift
PLA blev stiftet 1. januar 2003, hvilket betyder, at vi kan fejre vores 10 års jubilæum som arbejdsgiverforening.

PLA blev oprindeligt etableret med det formål, at gøre det nemmere at være arbejdsgiver i almen lægepraksis. Forinden etableringen havde de praktiserende læger givet udtryk for, at de i højere grad ønskede at få varetaget arbejdsgiverinteresserne i relation til indgåelse af kollektive overenskomster om løn og arbejdsforhold. Herudover efterspurgte lægerne i stigende omfang konkret rådgivning om ansættelsesforhold, løn, opsigelser osv.

PLA’s sekretariat, der nu består af 3 jurister, 2 sekretærer og en student, er travlt beskæftiget med at besvare medlemmernes spørgsmål og varetage deres interesser. Vi har i perioden frem til nu forhandlet 4 overenskomster for lægesekretærerne og 4 for konsultationssygeplejerskerne/praksis-bioanalytikerne.  Mange af vores medlemmer oplever, at de faglige organisationer rejser krav mod dem. En del tvister omhandler afskedigelse af konsultationspersonale, men kan også omhandle andre juridiske krav, fx krav om efterbetaling af løn. I en stor del af tvisterne ender PLA med at forhandle en forligsmæssig løsning på plads, som et alternativ til en retssag. Vi tror ikke behovet for en arbejdsgiverforening bliver mindre fremover.

PLA har nu 3.138 medlemmer, hvoraf de 136 er FAPS’ere, og der kommer fortsat nye medlemmer til. Det sidste år er der således sket en tilgang med 113 medlemmer.

Gå-hjemmøder og arrangementer
PLA’s jurister er også en del rundt i landet til medlemsarrangementer og kurser. Ud over gå-hjemmøderne, som vi i år igen afholder i hver enkelt region, er vores jurister ofte ude og holde oplæg til forskellige arrangementer, som vores medlemmer inviterer dem til. PLA’s jurister underviser også på specialeuddannelsen i almen medicin, og på forskellige kurser, der bliver afviklet rundt omkring i landet.

Kitteltillægssagen
I forbindelse med den sidste overenskomstfornyelse mellem PLA og HK, blev vi enige om at fjerne det såkaldte ”kitteltillæg”. De 250 kr., der tidligere skulle gives som tillæg til lønnen, hvis lægesekretæren ikke fik stillet en tjenestedragt til rådighed, er nu indregnet i lønnen. Efterfølgende opstod der en uenighed mellem PLA og HK om forståelsen af, hvad der menes med, at ”kitteltillægget” er indregnet i lønnen. HK mente, at samtlige ansatte lægesekretærer, uanset timeantal, skal have lagt et tillæg svarende til det gamle ”kitteltillæg” til deres individuelle løn. PLA mente, at tillægget var lagt ind i månedslønnen, hvilket for de deltidsansatte lægesekretærer betød, at de alene fik beregnet tillægget forholdsmæssigt. HK indbragte sagen for en faglig voldgift, og sagen blev behandlet den 25. februar 2013. Desværre faldt sagen ud til HK’s fordel. Det betyder, at alle deltidsansatte lægesekretærer skal have reguleret deres løn med virkning fra den 1. januar 2012 og frem.

Retssager
”Sagen om det handicappede barn”

Vi har en enkelt civil retssag kørende for et af vores medlemmer. Sagen blev nævnt på sidste repræsentantskabsmøde. Helt kortfattet omhandler sagen en praksis, der opsagde en sekretær som følge af samarbejdsproblemer med det øvrige sekretariat. Sekretærens barn fik ca. 4 måneder før opsigelsen stillet diagnosen infantil autisme, hvorfor HK har rejst sag om, at opsigelse reelt ikke skyldtes samarbejdsproblemer, men at sekretærens barn var handicappet. HK mente derfor, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven og forlangte en godtgørelse på 402.213 kr., svarende til 15 måneders løn.

Sagen skal behandles i byretten i Vejle den 13. juni 2013.

Overenskomstforhandlingerne med HK
PLA står som bekendt overfor pr. 1. juni 2013 at skulle forny overenskomsten for lægesekretærer i almen praksis. HK har opsagt overenskomsten, og vi har aftalt en køreplan for forhandlingerne. Planen indebærer bl.a., at forhandlingerne starter den 24. april.

Jeg vil ikke her gå nærmere ind på PLA’s overenskomstkrav – de er genstand for debat om lidt, da det er et selvstændigt punkt på dagsordenen i dag.

Vi har naturligvis med stor interesse fulgt overenskomstforhandlingerne på det offentlige område – som jo bl.a. dækker de kommunalt og regionalt ansatte lægesekretærer. Disse forhandlinger ser ud til at blive afsluttet med en aftale om, at den økonomiske ramme for overenskomstfornyelsen over de kommende 2 år beløber sig til ca. 2,17 %, heraf generelle lønstigninger til alle på ca. 1,92 %. Dette skal sammenholdes med, at prisudviklingen forventes at være på 2,2 % i 2013 og 1,4 % i 2014. Lønstigningerne på det offentlige område forventes altså ikke at sikre reallønnen i overenskomstperioden.

I bestyrelsen er vi meget opmærksomme på, at vores overenskomst også skal fornys med mådehold – og at vi skal kæmpe mod, at der indføres flere nye ordninger i overenskomsten, ordninger som vores medlemmer opfatter som besværlige.

Som forberedelse til kravs-udvekslingen, har vi opfordret vore medlemmer til at komme med forslag til overenskomstfornyelsen. Vi har modtaget en række gode forslag. Helt gennemgående er PLA-medlemmerne bekymret for en voldsom lønudvikling og opfordrer PLA til at holde igen på alle måder. Vi vil naturligvis gøre alt hvad vi kan!

Overenskomstsituationen
Overenskomst om almen praksis er endnu ikke opsagt. Sker det, vil det for mange skabe usikkerhed om økonomien. Lønningerne til klinikpersonalet er den største omkostning for praksis, og det kan derfor blive relevant at opsige personale. PLA har nu to gange sendt nyhedsbreve ud til medlemmerne og givet information om, hvordan vores medlemmer skal håndtere eventuelle opsigelser af personale. Vi holder øje med overenskomstsituationen og vil opdatere vores vejledning i forhold til, hvordan den udvikler sig.

Arbejdet det kommende halve år
Overenskomstforhandlingerne kommer til at fylde meget – først forhandlingerne med HK, og herefter følger forhandlingerne med DSR/dbio i løbet af efteråret.

I første omgang bliver det spændende at se, hvorledes forhandlingerne med HK spænder af – og om det vil lykkes at få enderne til at nå sammen om et resultat, som både HK, og vi som arbejdsgivere, kan være tilfredse med. Det håber jeg i hvert fald! 

 

April 2024
22. april 2024
November 2023
6. november 2023
Maj 2023
Januar 2023
23. januar 2023
April 2022
4. april 2022
November 2021
29. november 2021
April 2021
12. april 2021
November 2020
23. november 2020
November 2019
26. november 2019
April 2019
8. april 2019
November 2018
26. november 2018
April 2018
9. april 2018
November 2017
27. november 2017
April 2017
24. april 2017
November 2016
30. november 2016
April 2016
4. april 2016
December 2015
7. december 2015
April 2015
13. april 2015
December 2014
3. december 2014
April 2014
7. april 2014
December 2013
2. december 2013
April 2013
8. april 2013
December 2012
3. december 2012
April 2012
17. april 2012
December 2011
1. december 2011
April 2011
11. april 2011
PLA’s repræsentantskabsmøde 9. april 2011
April 2010
13. april 2010
November 2009
30. november 2009
April 2009
20. april 2009
November 2008
30. november 2008
Marts 2008
30. marts 2008
December 2007
1. december 2007
PLA er fortsat i stabil udvikling. Har i efteråret arbejdet med en ny hjemmeside, udarbejdet en lønstatistik for prasispersonale, været i dialog med Arbejdstilsynet om screeningsbesøg i praksis og nu ruster vi os til de kommende overenskomstforhandlinger.
April 2007
14. april 2007
PLA har haft sin første retssag for et FAPS-medlem. Der er ingen igangværende retssager. Det næste halve til hele år skal der arbejdes på lønstatistik og ny hjemmeside.
November 2006
11. november 2006
PLA er i fortsat stabil udvikling. PLA har en stigende medlemstilslutning, og oplever stor interesse fra medlemmer og potentielle medlemmer. Der er 4 igangværende retssager, og vores Højesteretsdom har medført et nyt lovforslag om ansættelsesbeviser.
April 2006
22. april 2006
Lidt om den daglige drift og medlemsstatus, udsigt til vedtægtsændringer når eksklusivbestemmelsen for PLO ophører, arbejdet i Klinikpersonalets Uddannelsesfond og fordelene ved en barselsudligningsordning.
November 2005
12. november 2005
Om de overståede overenskomstforhandlinger, suspension af midler til Klinikpersonalets Uddannelsesfond, om brugen af lægestuderende som vikarer i praksis og lidt om den daglige drift og medlemmerne.
April 2005
16. april 2005
PLA's arbejde er for tiden koncentreret om de verserende overenskomstforhandlinger. PLA har som forventet modtaget opsigelser af overenskomsten fra såvel HK/privat som fra DSR/dbio.
November 2004
8. november 2004
Mangler
April 2004
17. april 2004
Det er med stor tilfredsstillelse, at vi kan konstatere, at PLA’s medlemsskare er stadigt voksende. I dag har PLA mere end 2200 medlemmer. Jo flere vi er, jo større politisk indflydelse har vi i samarbejdet med de relevante lønmodtagerorganisationer.
December 2003
Sådan kunne formanden for PLA indlede sin beretning på repræsentantskabsmødet den 6. december 2003.
Maj 2003
- Kammerater, arbejdsgivere - forener eder! Det var en glad formand for P.L.A., der tog fat på sin svendeprøve som PLA's første formand, der kunne præsentere sine medlemmer for ikke mindre end to færdigforhandlede overenskomster.
November 2002
PLA holdt sit første egentlige repræsentantskabsmøde den 30. november 2002. PLO's kommunikationskoordinator Anne Weimar har sammenfattet et uddrag af formand, Yves Sales' beretning.

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign