Årsberetninger
En samling af formandens beretninger fra de halvårlige repræsentantskabsmøder.
PLA’s repræsentantskabsmøde 5. april 2014
Formandens beretning
- PLA’s daglige drift
- Forskelsbehandlingsloven
- Overenskomstforhandlingerne med DSR og Dbio
- Overenskomstforhandlingerne med HK
- Klinikpersonalets uddannelsesdag
- Afregning af efteruddannelsesdage – DSR/dbio
- Gå-hjemmøder og arrangementer
- PLA’s arbejde i det kommende halve år
PLA’s daglige drift
PLA har nu 3.165 medlemmer, hvoraf de 154 er FAPS’ere. Det sidste år er der sket en tilgang på 27 medlemmer.
PLA’s sekretariat, der fortsat består af 3 jurister, 2 sekretærer og en student, er travlt beskæftiget med at besvare medlemmernes spørgsmål og varetage deres interesser. Udover at forhandle overenskomster for praksispersonalet, hvilket jo fortsætter i år, så behandler vores sekretariat mange individuelle sager for vores medlemmer. Mange af vores medlemmer oplever, at de faglige organisationer rejser krav mod dem. En del tvister omhandler afskedigelse af konsultationspersonale, men kan også omhandle andre juridiske krav, fx krav om efterbetaling af løn. I en stor del af tvisterne ender PLA med at forhandle en forligsmæssig løsning på plads, som et alternativ til en retssag.
Forskelsbehandlingsloven
En ikke uvæsentlig del af de sager, som sekretariatet behandler, vedrører krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
Kort fortalt beskytter loven handicappede medarbejdere. Handicapbegrebet er ikke noget entydigt begreb, men omfatter medarbejdere, der har en kronisk eller længerevarende sygdom. Her siger loven, at en arbejdsgiver har en særlig forpligtelse, til at træffe foranstaltninger der hjælper medarbejderen til at beholde sit job. Gør arbejdsgiver ikke det, og bliver medarbejderen afskediget, kan det koste en arbejdsgiver dyrt.
Domstolene idømmer således godtgørelser på 9-12 måneders løn. Og godtgørelserne er skattefri, og dermed uden fradragsret for arbejdsgiver.
Overenskomstforhandlingerne med DSR og Dbio
Overenskomsten for sygeplejersker og bioanalytikere i almen praksis udløb 30. november 2013. Ved den første politiske forhandling den 25. oktober 2013 blev det aftalt, at der, som følge af usikkerheden i almen praksis økonomi og nye rammevilkår, var behov for at indlede forhandlingerne med en drøftelse af, hvordan sygeplejersker og bioanalytikere sammen med de praktiserende læger kunne udvikle praksis. Parterne besluttede derfor at iværksætte et udviklingsarbejde med fokus på visioner for den fremtidige praksis og den gode arbejdsplads.
Udviklingsarbejdet pågår i øjeblikket på sekretariatsplan. Sekretariaterne mødtes første gang den 13. december 2013 og har atter holdt møder i februar og marts 2014. Der er aftalt møde med politisk deltagelse den 2. maj 2014. På mødet genoptages de egentlige overenskomstforhandlinger. De afsluttende forhandlinger vil ligge løbet af juni 2014.
Overenskomstforhandlingerne med HK
Som bekendt indgik PLA ultimo sidste år en ny overenskomst gældende for lægesekretærer i almen praksis.
PLA fandt ikke, at det var muligt at indgå forpligtende lønaftaler udover denne periode, under hensyntagen til PLO’s uafklarede overenskomstsituation. Overenskomsten udløb således allerede den 31. december 2013. Overenskomstfornyelsen indebar en generel lønstigning til lægesekretærerne på 0,64 %.
Det betyder, at vi skal ”på den” igen, og vil hen over foråret på ny skulle overenskomstforhandle.
I bestyrelsen er vi meget opmærksomme på, at vores overenskomst skal fornys med mådehold – og at vi skal kæmpe mod, at der indføres flere nye ordninger i overenskomsten, ordninger som vores medlemmer opfatter som besværlige.
Vi ser selvfølgelig på, hvad der sker på det øvrige arbejdsmarked.
På det offentlige område – som jo bl.a. dækker de kommunalt og regionalt ansatte lægesekretærer, blev der for perioden 1. april 2013 til 31. marts 2015 indgået en 2-årig overenskomst, med en økonomisk ramme på lidt over 2 %.
På det private område er der netop indgået 3-årige overenskomster med stigninger på 5-6 %.
Klinikpersonalets uddannelsesdag
I år afholdes to uddannelsesdage, begge i maj måned. Emnerne på uddannelsesdagene er aktuelle og tværfaglige og giver indblik i de mangeartede situationer, der forekommer i almen praksis. Målgruppen er klinikpersonalet i en almen praksis.
Klinikpersonalets uddannelsesdag er blevet til i et samarbejde mellem PLA og de faglige organisationer, HK/Privat, DSR og dbio.
Afregning af efteruddannelsesdage – DSR/dbio
Det blev ved sidste overenskomstfornyelse i 2011 aftalt, at antallet af benyttede uddannelsesdage skulle gøres op, når overenskomsten udløb den 30. november 2013. Hvis medarbejderen ikke havde haft adgang til sine fire betalte uddannelsesdage, skulle lægepraksis afregne et beløb pr. manglende dag.
Beløbet svarer pr. dag til 0,50 kr. pr. årlig arbejdstime pr. manglende dag. Det blev aftalt, at pengene skulle indbetales til en mellem PLA og DSR/dbio oprettet konto, og pengene skulle anvendes til uddannelsesformål.
PLA, DSR og dbio har sammen udarbejdet et brev, der skal sendes ud til medlemmerne sammen med et elektronisk spørgeskema. Planen er, at brev og skema sendes ud til medlemmerne i marts/april måned.
Gå-hjemmøder og arrangementer
PLA’s jurister er en del rundt i landet til medlemsarrangementer og kurser. De holder oplæg til forskellige arrangementer, som vores medlemmer inviterer dem til. Desuden underviser PLA’s jurister også på specialeuddannelsen i almen medicin, og på forskellige kurser, der bliver afviklet rundt omkring i landet. Indtil nu er der planlagt et gå-hjemmøde i København den 26. juni i år. Vi forventer også at holde gå-hjemmøder andre steder i landet i løbet af 2014. Gå-hjem-møderne vil blive annonceret på hjemmesiden.
Arbejdet det kommende halve år
Overenskomstforhandlingerne kommer til at fylde meget – da vi her i foråret både skal have forhandlinger med HK/Privat, og med DSR/dbio.
Det bliver spændende at se, hvordan forhandlingerne spænder af – og om det vil lykkes at få enderne til at nå sammen om et resultat, som både vores medarbejdere, og vi som arbejdsgivere, kan være tilfredse med. Det håber jeg i hvert fald!