PLAkaten, april 2018

I denne udgave af PLAkaten kan du læse om:

Repræsentantskabsmøde afholdt den 7. april 2018
PLA’s repræsentantskab afholdt den 7. april 2018 det halvårlige repræsentantskabsmøde.

Formandens beretning på mødet handlede om:

  • PLA’s daglige drift
  • Igangværende retssager
  • Persondataforordningen
  • Gå-hjem møder om ledelse og personalejura
  • Klinikpersonalets uddannelsesdag
  • PLA’s arbejde i det kommende halve år

Du kan læse formandsberetningen her.

Persondataforordningen
Den 25. maj 2018 træder EU’s persondataforordning i kraft. Forordningen skærper kravene til, hvordan du som arbejdsgiver indsamler, opbevarer, behandler og videregiver oplysninger om dine medarbejdere. Manglende overholdelse af forordningen kan medføre store bøder.

På PLA´s hjemmeside kan du finde relevant information om persondataforordningen, skabeloner og vejledninger. På hjemmesiden kan du læse om, hvad du skal gøre for at leve op til forordningens krav i forhold til dine medarbejdere.

Grundlovsdag og 1. maj
Dine medarbejdere har ret til frihed med sædvanlig løn på grundlovsdag, mens 1. maj er en almindelig arbejdsdag.

Overenskomstforhandlinger for lægesekretærer i almen praksis
PLA og HK/Privat vil henover foråret forhandle overenskomstfornyelse for lægesekretærerne. Medlemmerne har bidraget med gode forslag, som bestyrelsen har arbejdet videre med. PLA’s repræsentantskab godkendte på repræsentantskabsmødet den 7. april 2018 bestyrelsens forslag til overenskomstkrav, og disse overenskomstkrav vil PLA have med sig til de kommende forhandlinger med HK/Privat. På første forhandlingsmøde, den 8. maj 2018, skal PLA og HK/Privat fremlægge og redegøre for de respektive overenskomstkrav. Der er indtil videre aftalt fire forhandlingsmøder med HK/Privat, og det afsluttende forhandlingsmøde er placeret den 10. juni 2018.

Det forventes, at der foreligger et resultat inden sommerferien.

HUSK - ikke afholdte uddannelsesdage skal afregnes i december
Sygeplejersker og bioanalytikere i almen praksis har ret til 4 (2 hvis ansat under 20 timer pr. uge) betalte uddannelsesdag pr. år. Har de pågældende medarbejdere ikke har haft adgang til uddannelsesdagene, skal de afregnes ved overenskomstperiodens afslutning.

Overenskomsten udløber den 30. november 2018, hvilket betyder, at medarbejdere, der pr. denne dato har været ansat minimum 12 måneder og som ikke har haft adgang til at benytte sine uddannelsesdage, skal have afregnet de manglende dage i december 2018.

Der betales pr. manglende dag svarende til gennemsnitslønnen pr. arbejdsdag. Såfremt medarbejderen ikke har været ansat i hele overenskomstperioden (1. december 2015 – 30. november 2018), betales der forholdsmæssigt i forhold til ansættelsesperioden for ubrugte efter- og videreuddannelsesdage.

Tilskudsberettiget efteruddannelse til praksispersonale
Med overenskomst for almen praksis 2018 forudsættes det, at praksispersonalet varetager opgaver i behandlingen af patienter diagnosticeret med diabetes 2 og KOL. For at tilskynde at praksispersonalet udvikler og vedligeholder deres kompetencer inden for disse diagnoser, kan du få dækket dine udgifter forbundet med dit praksispersonales deltagelse i efteruddannelseskurser målrettet disse kroniske sygdomme, læs mere herDe godkendte kurser kan du finde her.

Ferie og ferietillæg
Om få uger skifter vi ferieår. Det betyder, at restferie skal afvikles eller overføres til næste år, og at ferien for det nye ferieår bør planlægges.

  • Afholdelse af restferie Medarbejdere, som har ferie til gode i dette ferieår, skal som udgangspunkt afholde ferien inden 30. april 2018. Medarbejdere vil som udgangspunkt have krav på at afholde tilgodehavende ferie.

  • Overførsel af ferie og/eller feriefridagstimer til næste ferieår For de medarbejdere, der stadig har ferie til gode den 30. april 2018, har I mulighed for at aftale, at optjent ferie ud over 20 dage bliver overført til det næste ferieår.

    For at overføre ferien fra ferieåret, der slutter den 30. april 2018, skal I indgå en skriftlig aftale herom inden den 30. september 2018. I skal benytte den aftale om ferieoverførsel der fremgår af bilag 4 i begge overenskomster. Adgangen til at overføre ferie indebærer, at medarbejderen vil have mere ferie til gode i det nye ferieår.

  • Planlægning af ferie i det nye ferieår. Efter ferieloven skal hovedferien på 3 uger placeres i perioden fra 1. maj til 30. september.

    Ferie ud over hovedferien (restferie) skal afholdes med mindst fem sammenhængende dage, men hvis praksis driftsmæssige forhold gør det nødvendigt, kan restferien afholdes som enkeltvise feriedage.
  • Ferietillæg Månedslønnede i et løbende ansættelsesforhold har ret til et ferietillæg. Ferietillægget udbetales typisk som et samlet beløb sammen med lønnen i maj eller juni måned. Du kan også efter ferieloven vælge at udbetale ferietillægget løbende i forbindelse med, at medarbejderne afholder deres ferie, så du fx betaler 3/5 af ferietillægget når medarbejderne holder tre ugers sommerferie.

Konsultationspersonale, der er omfattet af PLA overenskomsterne, har ret til et ferietillæg på 1,95 %.

Ferietillægget bliver beregnet på baggrund af den ferieberettigede løn i optjeningsåret. Det vil sige, at ferietillægget for ferieåret 2018/19 bliver beregnet på baggrund af lønnen i kalenderåret 2017. Har medarbejderen ikke været ansat i 2017, skal der derfor ikke betales ferietillæg.

Fratræder medarbejderen sit job før ferien er afholdt, og før ferietillægget er udbetalt, skal der ikke udbetales ferietillæg. Det skyldes, at systemet med ferie med løn og ferietillæg konverteres til ferie med feriegodtgørelse, som beregnes med 12,5 % af lønnen.

 

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign