Denne udgave af PLAkaten indeholder: 

PLA´s repræsentantskabsmøde

Lønregulering for konsultationssygeplejersker og praksisbioanalytikere i lægepraksis

Igangværende ferieafholdelsesperiode afsluttes den 31.12.2022

De ”særlige” feriefridage optjent i perioden 01.01.2020 – 31.08.2020

Barselsrefusion

 

PLA`s repræsentantskabsmøde

Der var repræsentantskabsmøde i PLA lørdag den 26. november 2022.

På mødet fastsatte repræsentantskabet kontingent for 2023. Kontingentet er uændret, således at der for et ordinært medlemskab betales1.644 kr. pr. fuldtidslæge pr. år. For FAPS-medlemmer med mere end to ansatte pr. kapacitet er det årlige kontingent på 3.264 kr.

Formanden afgav formandsberetning, som du kan læse her

På mødet blev Camilla Høgh-Guldberg valgt som nyt repræsentantskabsvalgt bestyrelsesmedlem. Som 2. suppleant blev Michael Haslund valgt. Endvidere blev Morten Lysdahl genvalgt som lægelig revisor, og Jakob Ravn er nyvalgt lægelig revisor.

Formanden for PLA udpeges af og blandt PLO’s bestyrelse. Karsten Rejkjær Svendsen stopper, efter tre år som formand for PLA, som følge af, at hans funktionstid i PLO’s bestyrelse er udløbet. PLO’s bestyrelse vil snarest udpege en ny formand.

Lønregulering for konsultationssygeplejersker og praksisbioanalytikere i lægepraksis 

Der er kommet nye lønninger for konsultationssygeplejersker og praksisbioanalytikere i lægepraksis der er omfattet af overenskomsten mellem PLA og DSR/dbio.

Pr. 1. december 2022 skal lønnen reguleres med 1,69%. Eventuelle personlige tillæg skal også reguleres med 1,69%.

Du kan se den nye løntabel her

Igangværende ferieafholdelsesperiode afsluttes den 31.12.2022

Har din medarbejder ikke afholdt alt sin ferie optjent i perioden 1. september 2021 – 31. august 2022, kan du og medarbejderen inden ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2022 skriftligt aftale, at den optjente og ikke afholdte ferie udover 20 dage kan overføres til den ferieafholdelsesperiode, der udløber 31. december 2023.

Ønskes det, at ferie udover 20 dage overføres til ny ferieafholdelsesperiode, skal der senest den 31. december 2022 foreligge en skriftlig aftale herom. På https://www.pla.dk/personaleforhold/ferie/#afholdelse kan du finde skabeloner til brug herfor. Overføres feriedagene ikke, skal de udbetales sammen med lønnen for januar 2023.

Medarbejdere som ikke optjener ret til løn under ferie, men som optjener feriegodtgørelse fra dig, fx timelønnede medarbejdere og lægevikarer, skal du ikke udbetale feriedage til, da det er Feriekonto som udbetaler feriedage til medarbejdere med feriegodtgørelse. Hvis en timelønnet medarbejder skal overføre ferie, skal dette inden 31. december 2022 skriftligt meddeles den, der skal udbetale feriegodtgørelsen (Feriekonto), at ferien overføres.

Hvis din medarbejder ikke har været feriehindret, men alligevel ikke har afholdt alle 20 feriedage i ferieafholdelsesperioden, vil disse feriedage på sigt skulle indberettes og afregnes til Arbejdsmarkedets Feriefond, og medarbejderen vil ikke blive kompenseret. Din medarbejder har således en interesse i at anvende optjente feriedage, så feriedagene ikke går tabt.

Medarbejderen optjener endvidere 0,42 feriefridage for hver måneds beskæftigelse, svarende til 3,08 ferietime pr. måned, hvilket giver 5 feriefridage pr. ferieår (1. september 2021– 31. august 2022). Deltidsansatte optjener forholdsmæssigt svarende til (3,08/37) x antal timer pr. uge.

Feriefridagene kan afholdes fra den 1. i måneden efter de er optjent. Feriefridage afholdes i ferieafholdelsesperioden på 16 måneder (1.9.2021 – 31.12.2022).

Har medarbejderen ikke afholdt alle optjente feriefridage inden ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2022, kan der overføres op til 5 feriefridage til ferieafholdelsesperioden der slutter den 31.12.2023.

Overføres feriefridagene ikke, udbetales de med lønnen i januar 2023.

De ”særlige” feriefridage optjent i perioden 01.01.2020 – 31.08.2020

Der gælder en særlig overgangsordning for ansatte efter overenskomsterne med DSR/dbio og HK.

Hvis din medarbejder har optjent feriefridage i perioden 1. januar 2020 – 31. august 2020, har medarbejderen ret til at holde feriefridagene i perioden 1. september 2020 – 31. december 2022.

Der optjenes 0,42 feriefridage for hver måneds beskæftigelse, svarende til 3,33 feriefridage hvis medarbejderen har været ansat i hele perioden.

Disse særlige feriefridage holdes adskilt fra øvrig ferie og feriefridage, og de kan ikke varsles til afholdelse af arbejdsgiver. Placering sker efter aftale mellem medarbejder og arbejdsgiver.

Er feriefridagene ikke afholdt senest den 31. december 2022, udbetales de med den aktuelle bruttotimeløn inkl. tillæg på baggrund af den normale arbejdstid på optjeningstidspunktet. Der skal ikke beregnes pension af beløbet. Beløbet er feriepengeberettiget. Udbetaling sker med lønnen i januar 2023.

Der kan dog indgås aftale om, at ikke afholdte feriefridage overføres til afholdelse efter 31. december 2022.

Barselsrefusion

I PLA overenskomsterne er din medarbejders afgrænsede periode med ret til løn under barsel betinget af, at du som arbejdsgiver modtager den fulde barselsdagpengerefusion. Får du ingen, eller nedsat barselsdagpengerefusion, har du ret til at reducere lønudbetalingen med det manglende refusionsbeløb.

Begge forældre har ret til 24 ugers barselsdagpenge fra det offentlige efter barnets fødsel. Den ligelige fordeling af barselsdagpengene med 24 uger til hver af forældrene betyder, at der kan være situationer, hvor en forælder har flere ugers lønret efter overenskomsten der er gældende for medarbejderen, end der er barselsdagpenge til.

Det vil fx være tilfældet, hvis en sygeplejerske gør brug af sin overenskomstmæssige ret til barsel med løn i op til 30 uger efter fødslen, idet hun i det tilfælde vil have i alt 30 ugers løn efter fødslen, men kun 24 ugers dagpenge. Dette kan håndteres ved, at faren overfører minimum 6 ugers dagpenge til moren. Sker det ikke, kan hun fortsat afholde sin barselsorlov, men du kan modregne den manglende barselsdagpengerefusion i lønudbetalingen til medarbejderen.

 

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign