I denne udgave af PLAkaten kan du læse om:

Ferieafvikling og ferietillæg
Afholdelse af restferie og feriefridage 
Overførsel af ferie og/eller feriefridagstimer til næste ferieår
Planlægning af ferie i det nye ferieår
Ferietillæg
1. maj og grundlovsdag
Selvvalgt efteruddannelse
Tilskud til akademi- og diplomuddannelser
Tidsbegrænsende ansættelser / opsigelsesmuligheder for nyansatte
Indplacering på korrekt løntrin i HK-overenskomsten


Ferieafvikling og ferietillæg
Den 1. maj 2019 begynder det sidste ferieår efter den nugældende ferielov. Det betyder, at restferie i indeværende ferieår (1. maj 2018 – 30. april 2019) skal afvikles inden eller overføres til det nye ferieår. Derudover bør ferien for det kommende ferieår planlægges.

Afholdelse af restferie og feriefridage 
Medarbejdere, som har ferie til gode i dette ferieår, skal som udgangspunkt afholde ferien inden 30. april 2019. Medarbejderen har krav på at afholde tilgodehavende ferie. Hvis du ønsker at sikre dig, at din medarbejder holder tilgodehavende restferie samt eventuelle feriefridage efter overenskomsterne, kan du varsle dette med 1 måneds varsel. Du skal afgive varslet så både varslet og ferien kan placeres inden 1. maj 2019.

Overførsel af ferie og/eller feriefridagstimer til næste ferieår 
For de medarbejdere, der har ferie til gode den 30. april 2019, har I mulighed for at aftale, at optjent ferie ud over 20 dage bliver overført til det næste ferieår.

For at overføre ferien fra ferieåret, der slutter den 30. april 2019, skal I indgå en skriftlig aftale herom inden den 30. september 2019. I skal benytte den aftale om ferieoverførsel der fremgår af bilag 4 i begge overenskomster. Adgangen til at overføre ferie indebærer, at medarbejderen vil have mere ferie til gode i det nye ferieår.

Aftales der ikke overførsel af feriefridagstimer, skal feriefridagstimerne udbetales til medarbejderen.

Planlægning af ferie i det nye ferieår
Hovedferien på 3 uger placeres i perioden fra 1. maj til 30. september. Medarbejderen har krav på at holde disse uger i sammenhæng.

Hvis du holder sommerferielukket eller af hensyn til bemandingen i sommerferieperioden ønsker at pålægge afholdelse af ferien på et bestemt tidspunkt, skal hovedferien varsles med 3 måneders varsel.

Ferietillæg 
Månedslønnede i et løbende ansættelsesforhold har ret til et ferietillæg. Ferietillægget udbetales typisk som et samlet beløb sammen med lønnen i maj eller juni måned. Du kan også efter ferieloven vælge at udbetale ferietillægget løbende i forbindelse med, at medarbejderne afholder deres ferie, så du fx betaler 3/5 af ferietillægget når medarbejderne holder tre ugers sommerferie.

Konsultationspersonale, der er omfattet af PLA-overenskomsterne, har ret til et ferietillæg på 1,95 %. Øvrige medarbejdere med ret til ferietillæg har krav på 1 %.

Ferietillægget bliver beregnet på baggrund af den ferieberettigede løn i optjeningsåret. Det vil sige, at ferietillægget for ferieåret 2019/2020 bliver beregnet på baggrund af lønnen i kalenderåret 2018. Har medarbejderen ikke været ansat i 2018, skal der derfor ikke betales ferietillæg.

Fratræder medarbejderen sit job før ferien er afholdt, og før ferietillægget er udbetalt, skal der ikke udbetales ferietillæg.

1. maj og grundlovsdag
Dine medarbejdere ansat efter PLA’s overenskomster med HK og DSR/dbio har ret til frihed med sædvanlig løn på grundlovsdag, mens 1. maj er en almindelig arbejdsdag.

Selvvalgt efteruddannelse
Med HK-overenskomsten fra 2018 blev der indført en ny ordning, der betyder, at arbejdsgiver og medarbejder kan aftale, at medarbejderen selv vælger sin efteruddannelse fra en såkaldt ”positivliste”.

Den nye ordning giver mulighed for, at arbejdsgiver og medarbejder kan aftale at overføre uddannelsesdage fra et overenskomstår til det næste, eller at næste års uddannelsesdage afholdes på forskud.

Aftalen skal være skriftlig samt angive antallet af aftalte selvvalgte uddannelsesdage.

PLA har lavet en aftaleskabelon, der kan anvendes, og positivlisten kan du finde her.

Du kan læse overenskomstens bestemmelse om uddannelse her

En aftale om overførsel af uddannelsesdage er frivillig. Ønsker arbejdsgiver og/eller medarbejder ikke at indgå en aftale om selvvalgt efteruddannelse, afholdes uddannelsesdage efter overenskomstens generelle regler.

Tilskud til akademi- og diplomuddannelser
Du har mulighed for at få dækket op til 10.000 kr. til medarbejderens efter- og videreuddannelse fra Omstillingsfonden.

Omstillingsfonden er en del af den trepartsaftale, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i efteråret 2017. Omstillingsfonden dækker deltagerbetaling, og dækker deltagergebyr op til 10.000 kr. om året til og med år 2021.

Læs mere om Omstillingsfonden.

Tidsbegrænsende ansættelser / opsigelsesmuligheder for nyansatte
PLA får fra tid til anden henvendelser fra medlemmer, der ønsker at ansætte konsultationspersonale på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, så der er mulighed for at se den pågældende medarbejder an uden at være forpligtet af en fastansættelse. 

En tidsbegrænset ansættelse kan i nogle situationer være fornuftig, men ofte vil en fastansættelse ikke være specielt byrdefuld, hvis det viser sig, at det ikke var den rette medarbejder, man har fået ansat. Det skyldes, at der de første 9 måneder er en forholdsvis lempelig afskedigelsesadgang: 

  • Hvis man aftaler prøvetid i ansættelseskontrakten, kan medarbejderen indenfor de første 3 måneders ansættelse opsiges med 14 dages varsel (varslet skal kunne rummes indenfor de 3 måneder).

  • Efter prøvetidens udløb og indtil udgangen af den 5. ansættelsesmåned, kan der opsiges med løbende måned + 1 måned til udgangen af en måned. Herefter bliver varslet løbende måned + 3 måneder.

  • Medarbejderen kan – medmindre vedkommende er særligt beskyttet (typisk på grund af graviditet eller handicap) – ikke anfægte sagligheden af en opsigelse de første 9 måneder af ansættelsen.

En fordel ved en fastansættelse fremfor en tidsbegrænset ansættelse kan være, at medarbejderen føler sig mere knyttet til praksis og ikke på samme måde vil være på udkig efter et nyt job.

Kontakt gerne PLA, hvis I overvejer at ansætte en medarbejder i en tidsbegrænset stilling eller overvejer at opsige en forholdsvis nyansat medarbejder.

Indplacering på korrekt løntrin i HK-overenskomsten
Der kan opstå tvivl om, hvilket løntrin en medarbejder skal indplaceres på efter HK-overenskomsten. PLA og HK har sammen udarbejdet en vejledning om indplacering af uddannede lægesekretærer.

Derudover skal man være opmærksom på, at det ikke kun er en egentlig lægesekretæruddannelse, der giver ret til aflønning som faglært lægesekretær. En lang række andre kontoruddannelser betragtes i overenskomsten som faglærte lægesekretærer. Man kan læse mere om dette i overenskomsten bilag 3.

 

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign