Denne udgave af PLAkaten indeholder: 

Lønreguleringer

Grundlovsdag

Ferieplanlægning

Ferietillæg

Nye regler om barsel

Kursus - Bliv klogere på personalejuraen

 

Lønreguleringer
Der er kommet nye lønninger for lægesekretærer og øvrigt klinikpersonale der er omfattet af overenskomsten for lægesekretærer.

Lønnen og eventuelle personlige tillæg reguleres med 6 procent i overenskomstperioden fra den 1. juni 2021 til 31. maj 2024. Første lønregulering sker med lønnen fra oktober måned 2021. Reguleringen udmøntes her med 2 procent. Eventuelle personlige tillæg skal også reguleres med 2 procent.

Der skal således ske en tilbageregulering af lønnen for oktober måned 2021 og frem til nu. Dette bør ske hurtigst muligt. Kan praksis ikke nå at afregne sammen med marts lønnen, vil tilbagereguleringen skulle ske senest sammen med lønafregningen for april måned.

Du kan se den nye løntabel her

Der er også nye lønninger for ansatte læger i ledige kapaciteter, lægevikarer og uddannelseslæger pr. 1. april:

Ansatte læger i kapaciteter pr. 1. april 2022

  • 59.530,08 kr. (nettoløn for 37 timer)

Lægevikarer (afdelingslægetaksten) udgør pr. 1. april 2022:

  •   3.530,87 kr. (dagstakst for 8 timers arbejde)
  •      441,36 kr. (timeløn)

Praksisamanuensis - lønnen udgør pr. 1. april

  • 51.244,00 kr. (nettoløn for 37 timer) 

Du kan se overenskomsterne her


Grundlovsdag
Dine medarbejdere har ret til frihed med sædvanlig løn på grundlovsdag. I år falder grundlovsdag på en søndag, men det giver ikke ret til en ekstra fridag. 

Ferieplanlægning
Mange ansatte begynder planlægningen af sommerferien tidligt, og din praksis kan også have behov for en ferieplan.

Som udgangspunkt skal ferien placeres under hensyntagen til medarbejdernes ønsker og særlige behov, fx hvis de har skolesøgende børn. Det er dog vigtigt at understrege, at det i sidste ende er dig, der bestemmer, hvornår ferien skal placeres, hvis der er uenighed på arbejdspladsen om fordeling af ugerne.

Hvis du ønsker at ferien skal ligge på et bestemt tidspunkt, og det ikke har været muligt at aftale dette med din medarbejder, skal hovedferie varsles med mindst tre måneders varsel, medens resterende ferie og 6. feriefridagsuge kan varsles med mindst en måneds varsel.

Du kan godt varsle ferien, selvom den ikke er optjent endnu, hvis ferien forventes optjent, før den skal holdes. Ferie kan først holdes måneden efter, at den er optjent. Du skal derfor være opmærksom på, om medarbejderen kan nå at optjene nok betalte feriedage, hvis medarbejderen beder om ferie, eller I ønsker at varsle ferie.

Medarbejderen har ret til at holde tre ugers (15 dages) hovedferie i sammenhæng i hovedferieperioden fra den 1. maj 2022 til den 30. september 2022. Men I kan selvfølgelig aftale noget andet, hvis medarbejderen ikke ønsker at afholde 3 ugers sammenhængende ferie i perioden. 

Ferietillæg
Månedslønnede i et løbende ansættelsesforhold har ret til et ferietillæg.

Ferietillægget udbetales typisk med lønnen for maj og august, medmindre man udbetaler ferietillæg efterhånden som ferien afholdes.

Ferietillægget som udbetales med maj lønnen beregnes af den ferieberettigede løn indtjent i perioden fra den 1. september til den 31. maj. Tilsvarende beregnes ferietillægget, som udbetales med august lønnen af den ferieberettigede løn indtjent i perioden fra 1. juni til 31. august.

Husk derfor at du skal udbetale ferietillægget med lønnen i maj for perioden 1. september 2021 – 31. maj 2022.

Ansatte efter overenskomsterne med DSR/dbio og HK har et ferietillæg på 1,95 %. Det samme gælder for ansatte læger (ikke lægevikarer), som er tiltrådt efter 1. januar 2021 og dermed omfattet af overenskomsten mellem PLA og YL. 

Fratræder medarbejderen sit job før ferien er afholdt, og før ferietillægget er udbetalt, skal du ikke udbetale ferietillægget. Det skyldes, at systemet med ferie med løn og ferietillæg konverteres til ferie med feriegodtgørelse, som beregnes med 12,5 % af lønnen. En medarbejder som har holdt ferie, og er fratrådt, har dog krav på, at få udbetalt ferietillæg for den på fratrædelsestidspunktet afholdte ferie, som der ikke allerede er udbetalt ferietillæg for.

Nye regler om barsel
Der er vedtaget en ny barselslov der betyder, at der indføres regler om øremærket orlov til far og medmor, ligedeling af retten til barselsdagpenge samt mulighed for, at soloforældre og LGBT+ familier kan overdrage orlov til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer.

Loven træder i kraft den 1. juli 2022 med virkning for børn født den 2. august 2022 eller senere.

De nye barselsregler indebærer en øremærkning af 11 ugers orlov til hver forælder (2 + 9 uger).

Reglerne indebærer desuden en total ligedeling af orloven med ydelser efter fødsel mellem mor og far/medmor. Det betyder, at begge forældre vil kunne holde 24 ugers orlov med ydelser, hvis ingen af forældrene ændrer på fordelingen (2+ 13 + 9 = 24 uger).

Moderen har fortsat ret til at afholde 4 ugers orlov før fødsel, hvilket ikke påvirker orloven efter fødslen.  

Hver forælder vil have mulighed for at overføre op til 13 ugers orlov til den anden forælder.

De resterende 11 (2 + 9) ugers orlov er øremærket hver forælder, og disse uger kan ikke overføres. Hvis de øremærkede uger ikke afholdes, så bortfalder de.

Øremærket orlov:

Det er ikke muligt at overdrage øremærket orlov, hverken for moren eller faren/medmoren. Afholdes orloven ikke, bortfalder den.

Enlige forældre og LGBT+ familier:

Der indføres nye regler for enlige forældre og LGBT+ familier. Ændringen træder i kraft 1. december 2023.

Enlige forældre har – som hidtil – ret til orlov med barselsdagpenge i 46 uger.

Der indføres mulighed for, at en enlig forælder kan overdrage orlov med barselsdagpenge til nærtstående familiemedlemmer. Ved nærtstående forældre forstås forælderens egne forældre og søskende over 18 år samt forældre og søskende over 18 år til en afdød forælder.

Endvidere indføres mulighed for, at LGBT+ forældre kan overføre orlov med barselsdagpenge til sociale forældre. Sociale forældre er i loven defineret som:

  • Forældres ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forældre.
  • En kendt donors ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forældre.
  • En kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forældre.

Efter PLA overenskomsterne for praksispersonale, har mødre ret til betalt orlov i op til 34 uger. Faderen eller medmoderen har ret til betalt orlov i op til 20 uger. PLA overenskomsterne giver p.t. ikke adgang til at soloforældre og LGBT+ familier kan overdrage lønnet orlov til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer.

For ansatte læger i kapaciteter og praksisamanuenser fase 2 og 3 gælder lidt andre barselsvilkår, men for begge overenskomster gælder, at der p.t. ikke er adgang til at overdrage den betalte orlov.

Du kan finde de eksisterende barselsregler her

Det må forventes, at ændringerne også får konsekvenser for de overenskomstmæssige aftaler. PLA vil løbende orientere om implementeringen af de nye barselsregler.


Kursus - Bliv klogere på personalejuraen

Kom på kursus den 9. juni og bliv klogere på personalejuraen

På kurset bliver du klogere på, hvad du må og skal i forhold til personalet, og du får gennemgået den relevante jura i forhold til ansættelsesret samt din ret og pligt som leder. Dermed bliver du mere rustet til at håndtere de personalemæssige opgaver, du har som arbejdsgiver.

Kurset giver dig en praktisk gennemgang af 4 forskellige og genkendelige situationer:

  • Den nye medarbejder
  • De aktuelle medarbejdere
  • Den aldrende medarbejder
  • Den opsagte medarbejder

Gennem cases gennemgås jura omkring ansættelse af medarbejdere, konflikter på arbejdspladsen, regler om over-/merarbejde, sygdom og opsigelser.

Undervisningsformen vil være indlæg, plenumdiskussioner og gruppearbejde.

Som noget nyt kan praksismanager også deltage i kurset.

Uddannelsen er udbudt af PLO-E og du kan tilmelde dig og læse mere her

 

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign