PLAkaten, november 2018
Orientering fra repræsentantskabsmødet den 24. november 2018
Husk afregning af seniorbonus i december
Husk afregning af ubrugte uddannelsesdage (DSR/dbio) i december
Overenskomsten 2018-2021 for lægesekretærer er nu på hjemmesiden
Regulering af lønnen for lægesekretærelever
Den nye ferielov
Sygedagpengeforsikring
Sekretariatet holder lukket mellem jul og nytår – telefonvagt
Orientering fra repræsentantskabsmødet den 24. november 2018
PLA afholdte den 24. november 2018 sit halvårlige repræsentantskabsmøde. Læs formandens beretning.
På mødet godkendte repræsentantskabet PLA’s forslag til overenskomstkrav til de kommende overenskomstforhandlinger med DSR og dbio.
Endvidere godkendte repræsentantskabet tre vedtægtsændringer. De tre ændringsforslag har været offentliggjort på PLA's hjemmeside.
Vedtægtsændringen (§ 2) vedrørende interessevaretagelsen af ansatte læger i almen praksis betyder, at det fremover vil være PLA der rådgiver om ansættelsesretlige forhold der vedrører lægevikarer, praksisamanuenser fase 2 og 3 og ansatte læger. Opstår der en ansættelsesretlig tvist vil denne være omfattet af PLA’s generelle retshjælpsdækning.
PLA overtager også varetagelsen af forhandlingerne med YL vedrørende de aftaler der gælder for lægevikarer og praksisamanuenser fase 2 og 3. Da der p.t. foregår forhandlinger om netop disse aftaler, og det er PLO der har påbegyndt dem, træder § 2 først i kraft når de igangværende forhandlinger er afsluttet.
Husk afregning af seniorbonus i december
For medarbejdere der fyldte 60 år eller derover i 2017 og som er omfattet af overenskomsten med HK eller overenskomsten med DSR/dbio, skal der udbetales seniorbonus med lønnen for december 2018, medmindre medarbejderen i stedet har afholdt seniordage.
Vejledning om beregning af seniorbonus for medarbejdere omfattet af DSR/dbio overenskomsten
Vejledning om beregning af seniorbonus for medarbejdere omfattet af HK overenskomsten
Husk afregning af ubrugte uddannelsesdage (DSR/dbio) i december
Når overenskomsten med DSR/dbio udløber den 30. november 2018, skal ubrugte uddannelsesdage gøres op. Medarbejdere der har været ansat minimum 12 måneder, og som ikke har haft adgang til at benytte sig af sine uddannelsesdage, har ret til at få ubrugte uddannelsesdage udbetalt sammen med december lønnen.
Det er en betingelse for udbetaling af ubrugte uddannelsesdage, at medarbejderen ikke har haft adgang til uddannelsesdagene. Her tænkes på den situation, hvor det ikke har været muligt at planlægge uddannelsesdagene bl.a. på grund af forhold i lægepraksis, eller hvor medarbejderen er blevet nægtet deltagelse i et relevant kursus.
Hvis situationen derimod er den, at der har været givet adgang til det aftalte antal uddannelsesdage og/eller medarbejderen ikke selv har ønsket at benytte sig af uddannelsesdagene, skal der ikke ske udbetaling.
Konsultationssygeplejersker og praksisbioanalytikere, der arbejder 20 timer og ugen eller derover, har ret til 4 betalte uddannelsesdage om året, mens deltidsansatte, der arbejder under 20 timer om ugen, har ret til 2 betalte uddannelsesdage om året i overenskomstperioden.
Det betyder, at medarbejderen fra perioden 1. december 2015 til 30. november 2018 har ret til 12 betalte uddannelsesdage, hvis medarbejderen er ansat 20 timer eller mere om ugen, og 6 uddannelsesdage, hvis medarbejderen er ansat under 20 timer pr. uge.
En ikke-afholdt uddannelsesdag koster et beløb svarende til gennemsnitslønnen pr. arbejdsdag.
Overenskomsten 2018-2021 for lægesekretærer er nu på hjemmesiden
Den nye overenskomst for lægesekretærer ansat i lægepraksis, som trådte i kraft 1. juni 2018, kan downloades her.
Regulering af lønnen for lægesekretærelever
Som følge af den nye overenskomst for lægesekretærer skal lønnen for lægesekretærelever reguleres. Da lønnen følger lønudviklingen i regionerne, skal lønnen reguleres med tilbagevirkende kraft fra henholdsvis 1. april 2018 og 1. oktober 2018.
De aktuelle lønninger pr. 1. april 2018
De aktuelle lønninger pr. 1. oktober 2018
Den nye ferielov
Danmark har fået en ny ferielov, der træder i kraft 1. september 2020.
Den nye ferielov ændrer grundlæggende de principper, hvorefter ferien optjenes og afvikles. I dag har vi forskudt ferie, hvor medarbejderne optjener ferien i et kalenderår og afholder ferien i det efterfølgende ferieår (1. maj – 30. april). Med den nye ferielov får vi samtidighedsferie, hvor ferien optjenes løbende og kan afholdes så snart den er optjent.
Overgangen fra forskudt ferie til samtidighedsferie foregår i 3 faser. Den første starter 1. januar 2019.
Overgangsperioden fra 1. januar 2019 – 1. september 2020 samt den efterfølgende samtidighedsferie kan grafisk fremstilles på følgende måde:
Første fase i overgangsordningen:
Medarbejderne vil i en forkortet optjeningsperiode fra 1. januar 2019 – 31. august 2019 optjene ferie efter de nugældende regler. Den ferie der optjenes (16,64 dage) skal afholdes efter de nugældende regler i perioden 1. maj 2020 – 30. september 2020.
Som arbejdsgiver har man ingen særlige forpligtelser i forbindelse med første fase af overgangsordningen. Medarbejdere, der har ferie med løn, afholder ferien som sædvanligt. For medarbejdere, der holder ferie med feriegodtgørelse, skal de optjente feriepenge fortsat indbetales til Feriekonto på sædvanlig vis.
Anden fase i overgangsordningen:
For at undgå, at medarbejderne i et år kan holde dobbelt så meget ferie, vil den ferie medarbejderne optjener i perioden 1. september 2019 – 31. august 2020 blive ”indefrosset”.
Det vil sige, at værdien af den optjente ferie bliver afregnet til en særlig fond ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler”. Fonden skal administrere de indefrosne feriemidler og udbetaler pengene til lønmodtagerne, når de forlader arbejdsmarkedet - typisk ved pensionering.
Tredje fase i overgangsordningen:
De indefrosne feriemidler pr. 31. august 2020 skal senest den 31. december 2020 indberettes til Fonden. Samtidig hermed skal man som arbejdsgiver tage stilling til, om man vil indbetale værdien af den indefrosne ferie til Fonden eller om man selv vil beholde midlerne indtil de forfalder til betaling (senest når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet).
HER & NU er der altså intet, man som arbejdsgiver skal gøre. Man skal blot være opmærksom på, at der i 2019 ikke optjenes ferie i normalt omfang og at medarbejdere ansat i hele perioden derfor alene har 16,64 dages betalt ferie pr. 1. maj 2020 mod normalt 25 dage.
Selvom ændringerne i ferieloven først for alvor kan mærkes fra 1. maj 2020, bør man allerede i 2019 gøre sig nogle overvejelser og forberedelser. Man bør blandt andet sikre sig, at ens lønsystem er tilpasset til at administrere den nye ferielov med samtidighedsferie. Derudover bør man overveje, hvorvidt man vil indbetale den indfrosne ferie til Fonden eller om man selv vil beholde midlerne mod en årlig indeksering.
PLA vil løbende under indfasningen lave nyheder, når den nye ferielov giver anledning til, at man som arbejdsgiver konkret skal forholde sig til ændringerne. Det gælder særligt i forhold til overgangsordningens fase 2 og 3 samt feriesystemet i den nye ferielov, når den er fuldt indfaset pr. 1. september 2020.
Der vil i 2019 blive afholdt gå-hjem-møder om den nye ferielov i alle 5 regioner, hvor den nye ferielov og overgangsordningen, herunder indefrysningen i fase 2, bliver gennemgået grundigt.
Sygedagpengeforsikring
Som arbejdsgiver har du mulighed for at tegne en sygedagpengeforsikring, der dækker, hvis dine medarbejdere bliver syge.
Forsikringen dækker som udgangspunkt sygedagpengerefusion fra medarbejderens 2. fraværsdag i stedet for den normale arbejdsgiverperiode på 30 dage.
Forsikringen koster i 2018 0,71 % af den samlede lønsum (der ikke må udgøre over 7.525.000 kr. årligt).
Det er naturligvis individuelt, om det kan betale sig at tegne forsikringen, men man bør overveje det.
Du kan læse mere om forsikringen og hvad den dækker her.
Tilmelding kan ske her.
Sekretariatet holder lukket mellem jul og nytår – telefonvagt
Lægeforeningen holder lukket mellem jul og nytår. PLA’s sekretariat er således også lukket.
Hvis der den 27. eller 28. december 2018 opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 2. januar 2019, er der etableret en vagtordning i PLO/PLA. Du kan ved telefonisk henvendelse på 3544 8500 mellem kl. 10 og 12 få oplyst mobilnummeret på vagthavende den pågældende dag.
PLA’s sekretariat ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår!