Denne udgave af PLAkaten indeholder: 

PLA´s repræsentantskabsmøde

Overenskomstforhandlinger - afvent lønregulering

Ny lov om tidsregistrering pr. 1. juli 2024  

Den årlige drøftelse af arbejdsmiljøet

Ferietillæg

Store bededags tillæg

Grundlovsdag 5. juni 2024

 

PLA´s repræsentantskabsmøde
Der var repræsentantskabsmøde i PLA lørdag den 20. april 2024.

På mødet godkendte repræsentantskabet PLA’s regnskab for 2023.

Formanden gav en mundtlig formandsberetning, du kan læse formandsberetningen her

Overenskomstforhandlinger - afvent lønregulering
Som vi har orienteret om i tidligere nyheder, forhandler PLA og YL i øjeblikket fornyelse af de tre overenskomster for ansatte læger i kapaciteter, lægevikarer i almen praksis og praksisamanuenser i fase 2 og 3. Parterne er endnu ikke blevet enige om overenskomstfornyelserne.

Før der foreligger en aftale, skal der ikke foretages lønregulering.

PLA er også i gang med at forhandle med HK og FOA om fornyelse af lægesekretæroverenskomsten, med henblik på fornyelse pr. 1. juni 2024.

Før der foreligger en aftale om fornyelse af overenskomsten, skal der heller ikke her ske lønregulering.

Til efteråret skal PLA forhandle fornyelse af overenskomsten for sygeplejersker og bioanalytikere med DSR of dbio. Dette sker med henblik på fornyelse 1. december 2024.

Her skal der heller ikke ske lønregulering, før der er indgået en aftale om fornyelse af overenskomsten.

Ny lov om tidsregistrering pr. 1. juli 2024  
De nye regler for registrering af arbejdstid vil som udgangspunkt finde anvendelse for alle medarbejdere. Det skyldes, at formålet med registreringspligten er at sikre, at medarbejdere ikke på ugentlig basis arbejder mere end 48 timer i gennemsnit over en periode på 4 måneder – den såkaldte ”48-timers regel”- samt at regler om daglig og ugentlig hviletid overholdes.

Loven indfører dog en bestemmelse, der giver mulighed for at undtage visse medarbejdere fra reglerne om daglig hviletid, ugentlig hviletid og maksimal ugentlig arbejdstid og dermed også fra registreringspligten. PLA vurderer, at dette ikke er aktuelt for ansatte konsultationsmedarbejdere i en lægepraksis.

Loven træder i kraft den 1. juli 2024, og betyder at arbejdsgivere fra denne dato skal have et objektivt, pålideligt og tilgængeligt arbejdstidsregistreringssystem, der som minimum opfylder følgende:

  • registrerer hver enkelt medarbejders daglige arbejdstid
  • tilgængeligt for den enkelte medarbejder, der skal kunne tilgå egne oplysninger, og
  • opbevarer oplysningerne i fem år efter udløbet af den periode, der udgør grundlaget for beregningen af medarbejderens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.

Der er metodefrihed i forhold til, hvordan den enkelte arbejdsplads vil indrette sit arbejdstidsregistreringssystem. Tidsregistreringen kan derfor både foregå via elektroniske systemer eller ved fysiske timesedler, så længe systemet lever op til minimumskravene i loven.

Under udvalgsbehandlingen har beskæftigelsesministeren blandt andet bekræftet, at medarbejdernes daglige arbejdstid kan være forhåndsudfyldt i arbejdstidsregistreringssystemet, sådan at alene afvigelser fra det aftalte og/eller skemalagte arbejdstid skal registreres. Endvidere har ministeren bekræftet, at der alene kræves registrering af medarbejderens daglige arbejdstid, og at der således ikke er noget krav om angivelse af, i hvilket tidsrum arbejdet er udført.  

PLA er udarbejdet en række spørgsmål/svar som du finder her

Den årlige drøftelse af arbejdsmiljøet
Efter arbejdsmiljølovgivningen skal der gennemføres en årlig drøftelse af arbejdsmiljøet, jf. § 4, i AT 1181 ”bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed.”

Afhængig af jobfunktion kan følgende spørgsmål inspirere til de lokale drøftelser:

- Er medarbejderne tilstrækkeligt oplært/uddannet til deres opgaver

- Efterlever indsatserne de ønskede krav til kvalitet og dokumentation

- Er retningslinjerne ajourført i forhold til uddelegerede opgaver

- Løses opgaverne af de rette personer Det er lægens ansvar, at der foretages prioritering, planlægning og organisering af arbejdet.

- Er der den nødvendige tid til patienterne og de forskellige konsultationer.

Ferietillæg
Månedslønnede i et løbende ansættelsesforhold har ret til et ferietillæg.

Ferietillægget udbetales typisk med lønnen for maj og august, medmindre man udbetaler ferietillæg efterhånden som ferien afholdes.

Ferietillægget som udbetales med maj lønnen beregnes af den ferieberettigede løn indtjent i perioden fra den 1. september 2023 til den 31. maj 2024. Tilsvarende beregnes ferietillægget, som udbetales med august lønnen af den ferieberettigede løn indtjent i perioden fra 1. juni 2024 til 31. august 2024.

Husk derfor at du skal udbetale ferietillægget med lønnen i maj for perioden 1. september 2023 – 31. maj 2024.

Ansatte efter overenskomsterne med DSR/dbio og HK har et ferietillæg på 1,95 %. Det samme gælder for ansatte læger (ikke lægevikarer), som er tiltrådt efter 1. januar 2021 og dermed omfattet af overenskomsten mellem PLA og YL. 

Fratræder medarbejderen sit job før ferien er afholdt, og før ferietillægget er udbetalt, skal du ikke udbetale ferietillægget. Det skyldes, at systemet med ferie med løn og ferietillæg konverteres til ferie med feriegodtgørelse, som beregnes med 12,5 % af lønnen. En medarbejder som har holdt ferie, og er fratrådt, har dog krav på, at få udbetalt ferietillæg for den på fratrædelsestidspunktet afholdte ferie, som der ikke allerede er udbetalt ferietillæg for.

Store bededags tillæg
Store bededag er afskaffet ved lov. Ansatte, der som en konsekvens af afskaffelsen af store bededag som helligdag får forøget deres arbejdstid, skal have udbetalt et løntillæg på 0,45% af årslønnen ved lønudbetalingen i maj 2024. Første gang dækker tillægget dog kun 5 måneder (1. januar 2024 - 31. maj 2024), idet retten til store bededag bortfaldt ved udgangen af 2023.

Grundlovsdag 5. juni 2024
I år falder grundlovsdag på en onsdag.

Medarbejdere omfattet af PLA’s overenskomster med DSR/dbio og med HK Privat har ret til at holde fri med løn, når grundlovsdag falder på en hverdag.

For ansatte § læger i kapaciteter gælder, at hvis grundlovsdag falder på en arbejdsdag, så anvender den ansatte læge en feriedag.

En lægevikar har ikke ret til løn under fravær på dage, hvor lægepraksis holder lukket, og har således heller ikke ret til betalt fravær på grundlovsdag.

Praksisamanuenser fase 2 og 3 har ret til sædvanlig løn, når klinikken er lukket grundlovsdag.

 

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign