I denne udgave af PLAkaten kan du læse om:

  • Repræsentantskabsmøde
  • Gå-hjem møder
  • Lønstigning for sygeplejersker og bioanalytikere pr. 1. december 2017
  • Tema om løn
  • Seniorbonus
  • Ny dom om 120- dagesreglen og afvisning af deltidssygemelding
  • Ny ferielov
  • Sekretariatet holder julelukket

Repræsentantskabsmøde den 25. november 2017
Repræsentantskab har den 25. november 2017 afholdt det halvårlige repræsentantskabsmøde. Formandens beretning på mødet kan læses på www.pla.dk

I beretningen kan du læse om følgende:

  • PLA’s daglige drift
  • Retssager
  • Lønstatistik
  • Persondataforordningen
  • Gå-hjemmøder om personaleledelse
  • Ledelsesrådgivning
  • Efteruddannelse af personale i kurser i KOL og diabetes 2
  • PLA’s arbejde i det kommende halve år

Kontingent 2018
På PLA’s repræsentantskabsmøde den 25. november 2017 blev det besluttet, at kontingentet til PLA fortsat udgør kr. 1.400 kr. om året pr. lægekapacitet. FAPS medlemmer med mere end 2 ansatte pr. lægekapacitet fortsætter også med samme kontingent på 3.000 kr. pr. år.

Praksis bliver opkrævet kontingent kvartalsvis.

Indmeldelsesgebyret udgør fortsat 500 kr. pr. læge.

Gå-hjem møder om personaleledelse
Husk, at vi afholder gå- hjem møder fra kl.  17-19 i Aalborg den 18. januar 2018 og Slagelse den 25. januar 2018.

Der er stadig mulighed for at tilmelde sig på tba.plo@dadl.dk

Lønstigning for sygeplejersker og bioanalytikere pr. 1. december 2017
Lønnen for sygeplejersker og bioanalytikere stiger pr. 1.december 2017.  Lønnen udgør herefter:

Indtil 2 års erfaring:

Sygeplejersker: 32.334,06 kr.                    Bioanalytikere: 31.996,09 kr.

Mere end 2 års erfaring:

Sygeplejersker: 36.671,84                        Bioanalytikere: 36.288,55 kr.

Tema om løn på www.pla.dk
I PLA får vi ofte henvendelse om løntillæg og bonus/engangstillæg til klinikpersonalet. Derfor har PLA lavet et tema på hjemmesiden, som behandler nogle af spørgsmålene om løn.

Du kan få svar på, hvad du juridisk er forpligtet til, hvordan du kan bruge løn som ledelsesværktøj samt beregne løn for dine ansatte.

HUSK - seniorbonus i december
En medarbejder, der er fyldt 60 år i 2016, skal efter overenskomsten med HK for lægesekretærer og overenskomsten med DSR/dbio for sygeplejersker/bioanalytikere, have udbetalt seniorbonus sammen med decemberlønnen 2017. Reglen gælder kun for ansatte medarbejdere.

Du kan på finde en vejledning om beregning af seniorbonus i de to overenskomster:

Vejledning for medarbejdere omfattet af DSR/dbio overenskomsten

Vejledning for medarbejdere omfattet af HK overenskomsten

Ny dom om 120-dages reglen og afvisning af deltidssygemelding
En ny Højesteretsdom har fastslået, at det er uden betydning for optælling af sygedage efter 120-dages reglen, at en arbejdsgiver afviser en medarbejders tilbud om at komme tilbage på deltid under en sygemelding.

Sagen omhandlede en klinikassistent, der var ansat 37 timer hos en tandlæge. Efter en uenighed mellem hende og tandlægen blev hun sygemeldt. Efter 1 ½ måneds fuldtidssygemelding mødte hun op og tilbød at arbejde 20 timer om ugen. Det afviste tandlægen med begrundelse i klinikkens drift, og hun blev derfor betragtet som fuldtidssygemeldt.

Hun bliver opsagt med henvisning til 120- dages reglen noget tid efter.

Medarbejderen mente ikke, at hun på opsigelsestidspunktet havde været sygemeldt i 120-dage. Hun mente nemlig, at de dage, hvor hun havde tilbudt at arbejde delvist, kun skulle tælle med delvist dvs. som om hun rent faktisk havde arbejdet 20 timer om ugen.

Tandlægen mente, at det var uden betydning for beregningen af de 120 dage, at klinikassistenten havde tilbudt at arbejde 20 timer om ugen.  Tandlægen mente nemlig, at han under alle omstændigheder ikke var forpligtet til at tage imod klinikassistentens tilbud om delvis genoptagelse af arbejdet.

Højesteret frifinder tandlægen.  Udgangspunktet er, at arbejdsgiver ikke er forpligtet til at acceptere, at en medarbejder arbejder på nedsat tid fordi sygdommen medfører delvist uarbejdsdygtighed.

PLA BEMÆRKER:

Selvom en medarbejder kan arbejde delvist og er forpligtet til at tilbyde arbejdsgiver sin delvise arbejdskraft, er der ikke samme forpligtelse for arbejdsgiveren.

Det påvirker ikke opgørelsen af de 120- sygedage, at medarbejderen har tilbudt delvis genoptagelse af arbejdet.

Ny ferielov
Danmark skal have en ny ferielov, fordi den nuværende lov er i strid med EU- retten. Derfor har der siden 2014 været nedsat et Ferieudvalg, der skulle gøre ferieloven mere tidssvarende og i overensstemmelse med EU- retten. Der kommer nogle nye begreber, men meget forbliver også det samme.

Som noget nyt indføres der samtidighedsferie fra 2020.

Ferien optjenes løbende i perioden fra 1. september til 31. august året efter ("ferieåret"), og den optjente ferie afholdes i perioden fra 1. september til 31. december året efter ("ferieafholdelsesåret"). Dette betyder, at en lønmodtager kan afvikle sin ferie i takt med, at den optjenes. Det 16 måneder lange "ferieafholdelsesår" skal sikre fleksibilitet, så det med de nye regler bliver muligt at gemme optjent ferie til afholdelse af eksempelvis efterårs- og juleferie.
For en lønmodtager, der påbegynder nyt job 1. august, vil vedkommende optjene 2,08 feriedag pr. måned, hvilket betyder, at der kan afholdes betalt juleferie (fx) samme år.
For at sikre en smidig overgang til de nye regler og undgå, at lønmodtageren får mulighed for at holde op til 10 ugers ferie det første år, indføres en overgangsordning. Overgangsordningen indebærer, at ferie, der optjenes i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, som udgangspunkt overføres til en særlig fond ("Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler) og udbetales, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.

Næste trin i vedtagelsen af den nye ferielov er, at der fremsættes, og vedtages, et lovforslag med ændringer i ferieloven.
Meget bliver som det vi kender i dag. Men det er klart, at særligt overgangen til samtidighedsferie, vil give vores medlemmer nogen administrative udfordringer. Når vi kommer tættere på ikrafttræden af den nye ferielov, vil PLA sørge for information til vores medlemmer.
For interesserede kan du på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside se en oversigt over ændringerne.

Sekretariatet holder lukket mellem jul og nytår – telefonvagt
Lægeforeningen holder lukket mellem jul og nytår. PLA’s sekretariat er således også lukket.

Hvis der den 27., 28., og 29. december 2017 opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 2. januar 2018, er der etableret en vagtordning i PLO/PLA. Du kan ved telefonisk henvendelse på 3544 8500 mellem kl. 10 og 15 få oplyst mobilnummeret på vagthavende den pågældende dag.

PLA’s sekretariat ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår!

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
Fax: 3544 8405
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henveldelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign