PLAkaten, januar 2018
I denne udgave af PLAkaten kan du læse om:
- Opstart af overenskomstforhandlinger
- Tilskudsberettiget efteruddannelse til praksispersonale
- AUB (Arbejdsgivers uddannelsesbidrag)
- Restferie
- Persondataordningen
Opstart af overenskomstforhandlinger
I foråret 2018 skal der forhandles ny overenskomst med HK/Privatfor lægesekretærer i lægepraksis.
PLA opstarter derfor overenskomstforhandlingerne i februar måned og I vil i løbet af februar måned, blive bedt om at komme med forslag til overenskomstkrav.
Tilskudsberettiget efteruddannelse til praksispersonale
Med overenskomst for almen praksis 2018 forudsættes det, at praksispersonalet varetager opgaver i behandlingen af patienter diagnosticeret med diabetes 2 og KOL.
For at tilskynde at praksispersonalet udvikler og vedligeholder deres kompetencer inden for disse diagnoser, kan du få dækket dine udgifter forbundet med dit praksispersonales deltagelse i efteruddannelseskurser målrettet disse kroniske sygdomme.
PLA overenskomsterne giver praksispersonalet ret til 4 betalte efteruddannelse dage om året. En eller flere af disse dage kan være netop disse kurser om KOL og diabetes 2.
Læs mere om tilskud til efteruddannelse af praksispersonale her.
Desuden er reglerne beskrevet i Vejledning for tilskudsberettiget efteruddannelse som ligger samme sted som curriculum for aktiviteterne.
AUB
PLA har fået en række henvendelser på AUB (Arbejdsgivers Uddannelsesbidrag), fordi Undervisningsministeriet og AUB har udsendt informationsmateriale om ordningen.
1. januar 2018 trådte en ny ordning i kraft - Praktikplads-AUB. Den har til formål at sikre, at der oprettes flere praktikpladser for unge, som er i gang med en erhvervsuddannelse. Ordningen blev aftalt med regeringen og arbejdsmarkedets parter tilbage i 2016. Praktikplads-AUB er obligatorisk for alle arbejdsgivere, der i det forudgående år (2017) har indberettet fuldt ATP-bidrag for mere end én fuldtidsansat, erhvervsuddannet medarbejder – i almen praksis vil det typisk være lægesekretærer eller sosu’er.
Bidraget er tidligere blevet opkrævet via Samlet Betaling lige som bidrag til barsel.dk mv. Det er ATP, som administrerer ordningen. Ordningen er lavet om fra 2018. Bidraget bliver fremadrettet afhængigt af, om du uddanner tilstrækkeligt med elever i forhold til, hvor mange erhvervsuddannede du beskæftiger.
Den nye ordning medfører ikke, at du pålægges at ansætte sekretærelever. Der er tale om et bidrag, som fordeler finansieringen af elever forholdsmæssigt på arbejdsmarkedet.
Du vil i april 2018 modtage en forskudsopgørelse fra Praktikplads-AUB, hvor du kan se dine mål for, hvor mange elever du skal ansætte i indeværende kalenderår, samt om du aktuelt er over eller under dine mål. Dermed kan du også se, om du står til at få en opkrævning eller en udbetaling fra Praktikplads-AUB.
Du har indtil den 31. december 2018 til at opfylde dine mål. I juni året efter modtager du en årsopgørelse, hvor du kan se, om du har opfyldt dine mål, og om du dermed får en bonus eller omvendt skal betale et bidrag til Praktikplads-AUB.
I informationsbrevet er der optrykt et eksempel, hvor arbejdsgiver pålægges at betale 27.000 kr. Dette eksempel er ikke aktuelt for PLA´ s medlemmer. PLA forventer, at for de fleste praksis vil ordningen betyde en ekstra opkrævning på mindre end 1.000 kr. om året, men PLA kender ikke de præcise beløb endnu.
Restferie og sommerferie
Husk at dit personale skal afholde restferie og kan gøre det frem til 30. april 2018. Hvis ikke I allerede har lavet aftaler om afvikling af restferie, anbefaler PLA, at du/ I varsler restferie til afholdelse.
Restferie kan varsles med 1 måned til afholdelse og kan afvikles som enkeltdage.
Det kan også allerede nu være en god idé at gå i gang med at planlægge sommerferie. Hvis ikke I kan blive enige, skal sommerferie varsles med 3 måneder. Der er ret til 3 ugers sammenhængende ferie for medarbejderen.
Persondataforordning
Den 25. maj 2018 træder Persondataforordningen i kraft i Danmark. Mange af bestemmelserne gælder allerede i dag, men forordningen skærper kravene til, hvordan du som arbejdsgiver skal håndtere, opbevare og behandle personoplysninger om dine ansatte. Det betyder for dig et øget dokumentationskrav samt en informationsforpligtelse overfor dine ansatte. Håndhævelsen af reglerne er skærpet, og bødeniveauet er derfor ekstremt højt.
Som arbejdsgiver har du adgang til en masse personoplysninger om dine ansatte, og det er dit ansvar, at der bliver passet på de oplysninger, og du skal have en årsag til at behandle oplysninger om dine ansatte.
Overordnet skal du sikre følgende:
- give dine medarbejder oplysninger om, hvilke data du ligger inde med, hvad de anvendes til og hvem de deles med. Dette kan gøres i på forskellige måder. PLA anbefaler, at du laver et tillæg til dine medarbejders ansættelseskontrakt.
- at der er foretaget tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af medarbejderoplysninger i din klinik fx relevante firewall, aflåste skabe til personalemapper, hyppige skift af adgangskoder og back-up.
- give Datatilsynet dokumentation, hvis de kommer på tilsyn.
- at der foreligger en databehandleraftale, hvis du har en lønadministrator til at lave eller anvise løn for dig.
- underrette Datatilsynet inden 72 timer ved sikkerhedsbrud.
PLA er i gang med at lave en temaside på vores hjemmeside, hvor du vil kunne finde relevant materiale og mere information om persondataforordningen og dens betydning.