Rekruttering af nye medarbejdere

Du kan anvende forskellige rekrutteringsmetoder, når nye medarbejdere søges. Du kan søge via dagspressen, fagblade eller internettet. En stillingsannonce på internettet kan for eksempel indrykkes hos www.jobindex.dk, www.jobzonen.dk, www.jobnet.dk, www.jobfinder.dk, www.stepstone.dk, eller www.careerjet.dk.

Hvis du ønsker at indrykke en stillingsannonce via praksispersonalets fagblade, kan der rettes henvendes til:

– Media-People ApS tlf.:39 20 08 55 eller e-mail info@media-people.dk for fagbladet ”DL magasinet” for lægesekretærer.

– Dansk Mediaforsyning ApS tlf.:70 22 40 88 eller email cko@dmfnet.dk for fagbladet ”Sygeplejersken”.

– Pia Vinther Christensen tlf.:46 95 35 13 eller e-mail annoncer@dbio.dk for fagbladet ”Danske bioanalytikere”.

 

PLA har ikke indgået et samarbejde med ovenstående vedrørende indrykning af annoncer.

Ved formulering af annoncen, skal du være opmærksom på, at forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven allerede gælder på dette tidspunkt. Det betyder, at du ved annoncering fx ikke må angive, at der søges en person af en bestemt køn, etnisk oprindelse eller med en bestemt alder.

Ansættelsessamtalen

Ansættelsessamtalen bruges til at vurdere, om den pågældende har de rette kvalifikationer til at bestride jobbet, og til at få et indtryk af hinanden.

Der er i følge lovgivningen grænser for, hvad du må spørge om under ansættelsessamtalen. Du må ikke spørge ind til graviditet og planer om familieforøgelse, eller om den pågældende er syg, medmindre sygdommen har væsentlige betydning for arbejdets udførelse. Du må heller ikke spørge ind til race, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, national/social eller etnisk oprindelse, handicap, alder eller fagforeningstilhørsforhold. 

Det er relevant at drøfte løn til ansættelsessamtalen. De overenskomstmæssige lønninger findes i overenskomsterne og på PLA´s hjemmeside. Lønningerne er bruttolønninger og består af nettoløn og medarbejderens eget pensionsbidrag. Herudover kommer så arbejdsgiverens pensionsbidrag. PLA og Dansk Sygeplejeråd har indgået en aftale, hvori de nyansatte sygeplejersker med indtil 2 års praksiserfaring bevarer deres hidtidig samlede løn ved ansættelse i lægepraksis. Den løn, der skal sammenlignes er nettolønnen, dvs. uden medarbejderens eget pensionsbidrag. Dette kan der læses mere om her.

Da der er tale om overenskomstmæssige minimumslønninger, kan du vælge at yde den pågældende et personligt tillæg til lønnen. Det personlige tillæg gives på baggrund af medarbejderens kvalifikationer, efter- og videreuddannelse, dygtighed, stillingens indhold, den ansattes indsats og ansvar. Ved fremtidige lønregulering skal det personlige tillæg reguleres sammen med lønnen.

Ved udvælgelsen af ansøgeren - evt. efter en 2. samtalerunde - kan man herefter blive enige om lønnen.  

Du kan overveje at indhente referencer på den pågældende medarbejder hos tidligere arbejdsgivere. Dette skal aftales med ansøgeren.  

Ansættelseskontrakten

PLA´s ansættelseskontrakter opfylder ansættelsesbevislovens krav og er lette at udfylde. Ansættelseskontrakterne er let tilgængelige og kan findes her.

Du skal tage stilling til, om der skal sættes kryds ved aftalt prøvetid. Ved aftalt prøvetid, kan du i de første tre måneders ansættelse opsige medarbejderen med 14 dages varsel. Det betyder, at opsigelsen skal gives senest efter 2½ måneds ansættelse. Medarbejderen kan derimod opsige uden varsel, medmindre et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage aftales. 

Du skal også tage stilling til, om der skal sættes kryds ved 120-dages reglen, som giver en kortere opsigelsesvarsel i tilfælde af medarbejderens længerevarende sygdom.

Hvis praksis har nogle særlige vilkår, så indføjes det i ansættelseskontrakten.

Ansættelseskontrakten underskrives af begge parter, og skal udleveres til medarbejderen senest samtidig med tiltrædelsen.

 

 

Sidst opdateret: 31. jan '12
PLA · Kristianiagade 12 · 2100 København Ø · Tlf.: 3544 8400 · Fax: 3544 8405 · E-mail: pla@dadl.dk
Dudal Webdesign