Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Arbejdsgivers rolle i forbindelse med tilbud om vaccination af medarbejdere
Der tilbydes vaccination mod COVID-19 til læger i almen praksis og deres medarbejdere.
For alle medarbejdere gælder det, at tilbud om vaccination er frivilligt. Du kan derfor ikke pålægge dine medarbejdere at lade sig vaccinere.
Selv om medarbejdere i visse funktioner prioriteres i forhold til tilbud om vaccination, kan dette ikke betragtes som et pålæg fra arbejdsgiver.
Arbejdsgiver registrerer ikke, om medarbejderen bliver vaccineret eller ej. Det har således heller ikke ansættelsesretlige konsekvenser, hvis medarbejderen ikke tager imod tilbuddet om vaccination.
Da tilbuddet om vaccination er frivilligt, er det vigtigt, at du som arbejdsgiver ikke opfordrer dine medarbejdere til at lade sig vaccinere. Måtte der opstå alvorlige bivirkninger efter vaccinationen, vil dette nemlig kunne medføre, at der kan rejses krav om erstatning for arbejdsskade mod dig.
For medarbejdere, der ønsker at lade sig vaccinere, gælder at der vil være tale om fritid, og der skal ikke betales løn. Det gælder uanset om vaccinationstidspunktet ligger indenfor eller udenfor arbejdstiden. PLA anbefaler, at du orienterer dine medarbejdere om dette.
De persondataretlige regler
Du må ikke registrere om medarbejderne har ladet sig vaccinere eller ej, da dette er en helbredsoplysning og derfor omfattet af reglerne omkring personfølsomme oplysninger (GDPR).
Dine medarbejdere skal give samtykke til, at deres oplysninger om navn og cpr-nummer videregives til Sundhedsdatastyrelsen. Det er Sundhedsdatastyrelsen, som står for udsendelsen af tilbuddet om vaccination. Samtykkeerklæring samt oplysningstekst til medarbejderne er udsendt af PLO, se her (ligger bag medlemslogin)