Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Tilbage i september 2014 fastslog EU-kommissionen, at de danske ferieregler ikke er i overensstemmelse med EU-retten. EU fandt, at den ordning, vi kender i dag med forskudt optjeningsår og ferieår, ikke sikrer nyansatte lønmodtagere ret til betalt ferie. For nye lønmodtagere på arbejdsmarkedet kan der nemlig gå op til 16 måneder, før de har mulighed for at afholde ferie med løn. Regeringen nedsatte derfor et Ferieudvalg, der skulle fremkomme med en betænkning til en ny ferielov, der er mere tidssvarende og i overensstemmelse med EU-retten.
Et flertal i Folketinget har nu indgået aftale om en ny ferielov. Det vil få betydning for den måde, dine ansatte optjener og afvikler ferie. De nye ferieregler træder i kraft 1. september 2020. De væsentligste ændringer i forhold til nugældende ferielov er følgende:
Fra 2020 indføres samtidighedsferie, således at ferien optjenes og afvikles løbende i perioden fra 1. september til 31. august året efter ("ferieåret"). Men der gives mulighed for at afholde ferien i yderligere 4 måneder, så der er i alt 16 måneder at afholde ferien i, nemlig i perioden 1. september til 31. december ("ferieafholdelsesperioden"). Dette betyder, at en lønmodtager afvikler sin ferie, i takt med at den optjenes. Det 16 måneder lange "ferieafholdelsesår" skal sikre fleksibilitet, så det med de nye regler bliver muligt at gemme optjent ferie til afholdelse af eksempelvis efterårs- og juleferie.
For en lønmodtager der påbegynder nyt job 1. august, vil vedkommende optjene 2,08 feriedag pr. måned, hvilket betyder at der fx. kan afholdes betalt juleferie samme år.
For at sikre en smidig overgang til de nye regler og undgå, at lønmodtageren får mulighed for at holde op til 10 ugers ferie det første år, indføres en overgangsordning. Overgangsordningen indebærer, at ferie der optjenes i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, som udgangspunkt overføres til en særlig fond ("Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler) og først udbetales, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.
Meget bliver som det vi kender i dag. Men det er klart at overgangen til samtidighedsferie, vil give nogen administrative udfordringer. Når vi kommer tættere på ikrafttræden af den nye ferielov, vil PLA sørge for information til vores medlemmer.