Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Forårets mange helligdage står for døren. Med det følger for manges vedkommende et ønske om at holde ferie i forbindelse med helligdagene. Hvis du overvejer at varsle dine medarbejdere ferie i løbet af foråret, herunder påsken, eller du overvejer at acceptere en medarbejders ferieønsker i samme periode, skal du huske at overholde ferielovens regler.
Ferie skal være optjent på afholdelsestidspunktet
Nogle klinikker ønsker at holde lukket i forbindelse med forårets helligdage. Ligeledes er der mange medarbejdere, der fx gerne vil holde ekstra fri i påsken.
Ferie kan dog først holdes måneden efter, at den er optjent. Du skal derfor være opmærksom på, om medarbejderen kan nå at optjene nok betalte feriedage, hvis medarbejderen beder om ferie, eller du ønsker at varsle ferie.
Hvis din månedslønnede medarbejder selv ønsker at holde ferie på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er optjent tilstrækkelig ret til ferie, kan det aftales, at ferien holdes på forskud.
Det betyder, at medarbejderens feriesaldo bliver negativ, og at den ferie, der er holdt på forskud efterfølgende udlignes med den ferie, der optjenes. Der kan ikke ydes mere ferie på forskud, end hvad der kan optjenes til og med august 2025.
Hvis din klinik har perioder med kollektiv ferielukning, skal du som udgangspunkt huske at sikre, at din medarbejder har nok betalt ferie gemt til disse perioder.
Du kan som arbejdsgiver ikke bestemme, at en medarbejder skal holde ferie på forskud.
Medarbejderne har krav på tre ugers sammenhængende sommerferie
Alle medarbejdere har ret til at holde tre ugers (15 dage) hovedferie i sammenhæng i hovedferieperioden fra den 1. maj 2025 - 30. september 2025.
Du kan derfor ikke varsle mere ferie i foråret end at medarbejderen har mulighed for at optjene 3 ugers ferie til hovedferien. Hvis medarbejderen ikke kan nå at optjene 3 ugers ferie til hovedferien, kan du ikke gennemføre en varsling. Afholdelse af 3 ugers hovedferie i september kan under alle omstændigheder kun ske efter aftale med medarbejderen.
Du skal derfor allerede nu være opmærksom på, hvor mange feriedage du accepterer eller varsler til afholdelse i løbet af foråret, for derved at sikre, at I reserverer nok feriedage til at medarbejderen kan holde 3 ugers ferie i hovedferieperioden.
Hvornår skal ferien varsles?
Hvis du ikke kan blive enig med medarbejderen om feriens placering, kan du varsle feriens placering. Hovedferie skal varsles med mindst tre måneders varsel, og restferie med mindst en måneds varsel.
Ferie FAQ
Du kan læse mere om placering og varsling af ferie i PLA’s FAQ. Du finder vores ferie FAQ her