Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Frem til 30. november 2015 har alle sygeplejersker og bioanalytikere i almen praksis – uanset ugentligt timetal – haft ret til 4 betalte uddannelsesdag pr. år. Hvis de pågældende medarbejdere ikke har haft ret til uddannelsesdagene i overenskomstperioden 1. december 2013 til 30. november 2015, er det aftalt i overenskomsten, at ikke afholdte dage skal afregnes ved overenskomstperiodens afslutning. Overenskomstperioden er lige udløbet, og derfor skal de medarbejdere, der ikke haft ret til sine uddannelsesdage, have afregnet de manglende dage i december 2015.
Det er vigtigt at bemærke, at du kun skal afregne uddannelsesdage, der ikke er afviklet, fordi du som arbejdsgiver har afvist uddannelsesdage uden faglig grund. Det vil sige, at uddannelsesdage, der ikke er afviklet, fordi medarbejderen ikke selv har ønsket at komme på kursus, ikke har kunnet finde relevant uddannelse, eller har foreslået kurser, som du har fundet irrelevant, IKKE skal have afregnet uddannelsesdagene. Men er det dig, der har sagt nej, fordi der ikke var økonomi til det, eller der fx ikke var tid til det, SKAL uddannelsesdagen(e) afregnes.
En ikke afholdt uddannelsesdag koster et beløb svarende til gennemsnitslønnen pr. arbejdsdag. Du udregner gennemsnitslønnen pr. dag ved først at tage den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid og dividere med 5. Derefter beregner du timelønnen ved at dividere månedslønnen med timenormen pr. måned. (Timenormen beregnes ved at tage den ugentlige arbejdstid og gange med 13/3) Timelønnen ganges derefter med den gennemsnitlige arbejdstid pr. dag.