Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Der er fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt parterne på det offentlige område kan blive enige om fornyelse af overenskomsterne. Der forhandles i øjeblikket i Forligsinstitutionen.
De praktiserende læger er ikke omfattet af konflikten, men konflikten kan få betydning for din praksis i forhold til dine ansatte.
Hvem er omfattet af konflikten?
Konflikten vedrører den offentlige sektor og påvirker sygehuse, uddannelsesinstitutioner, folkeskoler, daginstitutioner, gymnasier, ældreplejen, ministerier, styrelser, borgerservice og administrationen. Den offentlige transport forventes også at blive påvirket.
Lockouten og strejken forventes ikke at få direkte betydning for det private arbejdsmarked og dermed heller ikke for din lægepraksis.
Indirekte kan en konflikt dog få betydning for driften i din klinik, da den kan forhindre dine medarbejdere i at møde på arbejde. Medarbejdere med mindre børn kan således have et børnepasningsproblem, og medarbejdere, der er afhængige af offentlig transport, kan have svært ved at transportere sig på arbejde.
Det står dig frit for, om du vil medvirke til at afhjælpe dine medarbejderes problemer.
Børnepasning
Det er medarbejdernes pligt selv at sørge for pasningsmuligheder. Du kan naturligvis vælge at indgå aftaler med dine medarbejdere for at få løst eventuelle pasningsproblemer som følge af en eventuel konflikt. I kan således aftale afholdelse af ferie, feriefridage, afspadsering, frihed uden løn eller hjemmearbejdsdage, hvis det er muligt.
Hvis der ikke findes en pasningsmulighed, kan medarbejderen ikke bare blive væk fra arbejdet. Udebliver en medarbejder fra arbejdet uden aftale, kan du lade det få ansættelsesretlige konsekvenser. Kontakt PLA for yderligere rådgivning, hvis medarbejdere udebliver ulovligt.
Offentlig transport
En eventuel konflikt vil også kunne medføre, at driften af den offentlige transport rammes. Det klare udgangspunkt er, at det er medarbejderens egen risiko, om hun kan komme på arbejde i den aftalte arbejdstid, men der vil formentlig også potentielt kunne opstå situationer, hvor medarbejderen reelt er afskåret herfra. På samme måde som i forhold til børnepasning kan du derfor aftale alternativ placering af arbejdstiden eller afholdelse af ferie, feriefridage, afspadsering, frihed uden løn eller hjemmearbejdsdage, hvis dette er en mulighed for din lægeklinik.