Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Fra 1. januar 2010 medfører skattereformen, at den borger, som tager et arbejdsgiverbetalt medie, dvs. mobiltelefon, PDA eller pc, med hjem fra arbejdspladsen, eller får oprettet en internetforbindelse, skal betale multimedieskat. Det gælder både lægen selv og de ansatte. Multimedier, som indgår i lægens erhvervsmæssige virksomhed, og som er til rådighed for lægens private benyttelse, udløser beskatning, men der er fradrag for udgifter afholdt i forbindelse med køb af de pågældende medier. Der er tale om rådighedsbeskatning, som træder i kraft allerede fordi der er rådighed over mediet.
For arbejdsgiveren betyder reglerne, at der er oplysnings- og indeholdelsespligt til SKAT. Beskatning kan undgås under nærmere fastlagte betingelser. For telefoner kan beskatning undgås, hvis brugen af telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet, den ansatte har afgivet en tro og love erklæring og arbejdsgiveren fører kontrol med, at den alene anvendes erhvervsmæssigt. På tjenesterejser vil man også kunne medbringe et multimedie uden at blive beskattet. Arbejdsgiver skal føre kontrol med telefonlister, som gennemgås overordnet og der føres stikprøvekontrol med mindst 5% af telefonerne. For computere gælder, at den som udgangspunkt beskattes, såfremt den tages med hjem. Hvis beskatning skal undgås, skal arbejdsgiver sikre sig, at der ikke sker privat brug, fx ved jævne stikprøvekontroller.
SKAT foretager arbejdsgiverkontrolbesøg, hvor arbejdsgiver skal godtgøre, at reglerne er overholdt, herunder at kontrollen er gennemført. Dette sker ved fremvisning af oversigter, beskrivelse for virksomhedens multimediepolitik, herunder hvordan multimediepolitikken håndteres og kontrolleres i praksis og dato samt metode for arbejdsgiverens stikprøvekontroller. SKAT oplyser, at det ikke er nødvendigt at udarbejde en multimediepolitik, hvis der ikke er nogen multimedier (bærbare pc’er, PDA’er eller mobiltelefoner) på arbejdspladsen og ingen hjemmeopkoblinger. Både hvis lægen selv har en bærbar pc og hvis de ansatte har adgang til en bærbar pc eller mobiltelefon, skal der udfærdiges en multimediepolitik. SKAT oplyser, at der ikke gælder særlige formkrav til multimediepolitikken og at denne skal henvise til oversigterne for virksomhedens bærbare multimedier og til de kontroller, som gennemføres. Endelig skal arbejdsgiver føre en liste over udlånet.
SKAT har udarbejdet en pjece om multimediebeskatningen, som findes på www.skat.dk.