Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) indgik i går aftes en aftale om en ny to-årig overenskomst med HK, der fastlægger løn- og ansættelsesvilkårene for lægesekretærerne i almen praksis. Den nye overenskomst træder i kraft den 1. juni i år og løber til udgangen af maj 2013.
Den nye aftale indebærer en samlet lønstigning på tre procent som først udmøntes fra næste år. Derudover indeholder den nye aftale en række administrative forenklinger for de praktiserende læger.
”Jeg er tilfreds med aftalen, som giver anledning til en meget moderat lønudvikling, som helt svarer til de offentlige overenskomster. Aftalen signalerer økonomisk tilbageholdenhed – svarende til den nye overenskomst for almen praksis, som de praktiserende læger indgik med Regionernes Lønnings- og Takstnævn tidligere på året,” udtaler formanden for PLA, alment praktiserende læge Søren K. Jensen.
Aftalen er indgået med forbehold for godkendelse i parternes kompetente forsamlinger.
Offentliggørelse af afstemningsresultatet sker den 22. juni 2011.
Yderligere oplysninger
Formanden for PLA, Søren K. Jensen på telefon 40 15 59 68.
Seniorkonsulent Henriette Kiersgaard på telefon 35 44 84 50.