Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) indgik i dag en aftale om en ny overenskomst med HK/Privat, der fastlægger løn- og ansættelsesvilkårene for lægesekretærerne i almen praksis. Den nye overenskomst er gældende fra den 1. januar i år og gælder til udgangen af maj 2015.
Den nye aftale indebærer en samlet lønstigning på 1,47 procent, som udmøntes pr. 1. juli 2014. Derudover indeholder den nye aftale
- et tillæg til elevansvarlige på 800 kr.,
- en præcisering af afspadseringsreglerne,
- to timers frihed med løn til besøg i a-kasse i tilfælde af opsigelse, og
- ændring af grænsen for, hvornår en medarbejder kan rejse krav om godtgørelse for usaglig opsigelse fra de nuværende 8 måneder til 9 måneder.
”Jeg er tilfreds med aftalen, som giver en meget moderat lønudvikling, der svarer til de offentlige overenskomster. Vores forhandlinger med HK er forløbet på en god og konstruktiv måde, og jeg er glad for, at vi har kunnet enes om en aftale, som begge parter er tilfredse med” udtaler formanden for PLA, alment praktiserende læge Søren K. Jensen.
Der vil på mandag blive udsendt uddybende information om, hvad den nye overenskomst indeholder.
Aftalen er indgået med forbehold for godkendelse i parternes kompetente forsamlinger. Der skal således ikke foretages lønregulering, før overenskomsten er endelig godkendt.
Offentliggørelse af afstemningsresultatet sker den 11. juli 2014.
Yderligere oplysninger
Formanden for PLA, Søren K. Jensen på telefon 40 15 59 68.
Chefkonsulent Henriette Kiersgaard på telefon 35 44 84 50.