Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
PLA og HK/Privat er efter en lang række forhandlingsmøder blevet enige om en overenskomstfornyelse for lægesekretærer i lægepraksis. Overenskomsten er tre årig og gælder for perioden 1. juni 2021 til 31. maj 2024.
”Det har været en lang forhandlingsproces, og jeg er glad for, at vi nu har kunnet enes om en aftale, som begge parter er tilfredse med. Der er tale om en moderat lønudvikling, som er afstemt med lønudviklingen fra det arbejdsmarked, vi normalt rekrutterer vores personale fra. Udover lønreguleringerne er der ikke større ændringer i overenskomsten,” siger forhandlingsleder og formand for PLA, Karsten Rejkjær Svendsen.
Lønnen reguleres med 2 % pr. 1. oktober 2021, med 2,5 % pr. 1. juni 2022 og med 1,39 % pr. 1. juni 2023.
Lægesekretæruddannelsen udfases og erstattes af en ny uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator. Beslutningen om at udvikle en ny uddannelse på erhvervsakademiniveau traf Danske Regioners bestyrelse tilbage i 2015, og Danske Regioner har herefter i fællesskab med HK udviklet denne uddannelse. Den nye uddannelse er på 2 ½ år, og de første koordinatorer forventes at være færdiguddannede primo 2024.
På det regionale område vil medarbejdere med denne uddannelse blive lønindplaceret højere end lægesekretæruddannede. Der har derfor skullet laves en parallelitet til PLA-overenskomstens løntrin. Hvis praksis vælger at ansætte en uddannet sundhedsadministrativ koordinator, vil vedkommende således blive indplaceret på trin 27 og efter to års praksiserfaring slutte på trin 28. En sundhedsadministrativ koordinator indgår ikke i de uddannede lægesekretærers anciennitetsbaserede løntrins system.
I overenskomstperioden er der aftalt et periodeprojekt vedrørende efteruddannelsestiltag. Endvidere er der blevet aftalt rammer for arbejdet som arbejdsmiljørepræsentant.
Du kan læse forhandlingsprotokollatet her
Forhandlingsresultatet skal endelig vedtages af PLA’s repræsentantskab og af HK/Privat kompetente myndighed. Resultatet foreligger den 17. marts 2022.
Når overenskomsten er godkendt, vil der blive udsendt uddybende information om, hvad den nye overenskomst indebærer.
Bemærk, at der ikke skal foretages lønregulering, før overenskomsten er endelig godkendt.
Yderligere oplysninger:
Formand for PLA, Karsten Rejkjær Svendsen telefon 2049 3912
Chef for PLA Henriette Kiersgaard på telefon 35 44 84 50.