Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Med virkning fra den 2. august 2022 er der trådt en række nye regler i kraft. Vi har i en tidligere nyhed beskrevet de nye regler om omsorgsorlov https://www.pla.dk/nyheder/nyheder_og_nyhedsarkiv/nye-regler-om-omsorgsorlov/
og du kan finde de nye barselsregler for børn født efter 1. august 2022 beskrevet her: https://www.pla.dk/personaleforhold/graviditet_barsel_og_adoption/
Herudover er der kommet en ny ret for medarbejderen til at anmode om fleksible arbejdsordninger.
De nye regler giver forældre ret til skriftligt at anmode om ændrede arbejdstider eller -mønstre i en nærmere angivet periode. Reglerne gælder for forældre til et eller flere børn under 9 år.
Fleksible arbejdsordninger i form af ændret arbejdstid eller -mønster kan fx være hjemmearbejde eller en nedsættelse af arbejdstiden.
Der er udelukkende tale om en ret for medarbejderen til at anmode om fleksible arbejdsordninger. Du er ikke forpligtet til at imødekomme en anmodning. Du skal dog overveje og besvare anmodningen inden for et rimeligt tidsrum under hensyn til både arbejdsgivers og medarbejders behov. Et afslag på anmodningen skal begrundes.
Er der aftalt en midlertidig arbejdsordning, har medarbejderen ret til at anmode om at afbryde en aftalt midlertidig arbejdsordning, og vende tilbage til den oprindelige arbejdstid (eller mønster) tidligere end aftalt, hvis ændrede omstændigheder berettiger hertil. Du har ikke pligt til at imødekomme en sådan anmodning, men skal, ligesom ved anmodning om fleksibel arbejdsordning, overveje og begrunde et eventuelt afslag. En årsag til afslag kan fx være, at du har ansat en vikar, og derfor ikke har brug for arbejdskraften før det oprindeligt aftalte tidspunkt.
Beskyttelse mod opsigelse
Det følger af ligebehandlingsloven, at en medarbejder ikke må opsiges som følge af graviditet, barsel eller orlov.
Med de nye regler om mulighed for fleksible arbejdsordninger, bliver den beskyttelse udvidet til også at omfatte de situationer, hvor medarbejderen har anmodet om en fleksibel arbejdsordning eller tidligere tilbagevenden fra denne.
Du må således ikke ved en eventuel opsigelse lægge vægt på, at medarbejderen har anmodet om ændrede arbejdsordninger eller tidligere tilbagevenden til de oprindelige vilkår.