Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Med virkning fra 2. august 2022 indføres en ret for lønmodtagere til fravær i fem arbejdsdage hvert kalenderår til at yde personlig omsorg eller støtte til et familiemedlem (egne børn, forældre, ægtefælle eller partner), eller en person der bor i samme husstand, som har behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand.
I perioden fra lovens ikrafttræden den 2. august 2022 og til og med den 31. december 2022 vil medarbejderen få tildelt et forholdsmæssigt antal omsorgsdage, som efter loven er fastsat til 2 arbejdsdages fravær uden løn.
Omsorgsorloven er uden ret til betaling.
Omsorgsorloven kan benyttes i de situationer, hvor der konkret er behov for væsentlig omsorg og støtte. Det kan fx være at ledsage en pårørende, der skal til demensudredning eller udredning for anden alvorlig sygdom som fx kræft. Det kan også være i situationer, hvor omsorgen eller støtten ydes til en døende eller syg person som er hospitalsindlagt, på hospice, plejehjem eller lignende.
Som arbejdsgiver kan du kræve, at din medarbejder lægeligt dokumenterer behovet for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand. Det kan fx være en indkaldelse til en behandling eller dokumentation for, at medarbejderen skal ledsage en pårørende til demensudredning. Det er medarbejderens ansvar at sikre tilstrækkelig lægelig dokumentation.
Medarbejderen kan vælge at holde omsorgsorloven som en samlet periode eller som enkelte dage, og dagene tildeles ved årets begyndelse. Ubrugte omsorgsdage bortfalder ved kalenderårets udgang, og medarbejderen kan således ikke kræve dem overført til næste kalenderår.