Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Overenskomsten for ansatte medarbejdere i lægepraksis indgået mellem PLA og HK Privat/FOA er nu godkendt af PLA’s repræsentantskab.
Da HK Privat og FOA også har godkendt overenskomsten, er den nu endeligt vedtaget.
Lønregulering
Det betyder, at lønnen og eventuelle personlige tillæg reguleres med 8,58 % procent i overenskomstperioden fra den 1. juni 2024 til 31. maj 2026.
Overenskomsten gælder for uddannede lægesekretærer, uddannede social- og sundhedsassistenter og øvrigt klinikpersonale, bortset fra uddannede sygeplejersker og bioanalytikere, samt ansatte læger, der har deres egen overenskomst.
Første lønregulering sker med lønnen for juni måned 2024. Reguleringen udmøntes her med 5,51 procent. Eventuelle personlige tillæg skal også reguleres med 5,51 procent.
Der skal således ske en tilbageregulering af lønnen for juni måned 2024 og frem til nu.
Du kan se den nye løntabel her
Social- og sundhedsassistenter i nyt løntrinsforløb
FOA indtræder som part i overenskomsten, og det er en del af den nye overenskomstaftale, at nyansatte social- og sundhedsassistenter som starter i job hos dig efter den 30. september 2024 indgår i et løntrinsforløb, der starter lidt lavere end lægesekretærernes, og som du finder her
Social- og sundhedsassistenter som er startet i job hos dig før den 1. oktober 2024, er ikke omfattet af det nye løntrinsforløb.
Pension og indbetaling til PenSam for visse grupper
Endvidere er det med den nye overenskomst aftalt, at ansatte indenfor FOA’s forhandlingsområde, også med virkning for nyansættelser fra 1. oktober 2024 og herefter, skal have indbetalt pension til PenSam, som er det pensionsselskab FOA’s medlemsgruppe generelt indbetaler til. Udover social- og sundhedsassistenter gælder det en række medarbejdere, som vil blive nærmere beskrevet i et bilag til overenskomsten. Indtil overenskomsten er færdigskrevet, kan du som klinikejer kontakte PLA for rådgivning herom.
Forhøjet ferietillæg
Det er også aftalt, at der sker en forhøjelse af ferietillægget der stiger fra 1,95 % til 2,49 %. Forhøjelsen sker med virkning fra den 1. juni 2025, og samtidig hermed ophører udbetaling af løntillæg vedrørende store bededag.
Andre ændringer
- Det er nu præciseret i overenskomsten, at tillæg for merarbejde forudsætter, at der er tale om pålagt merarbejde. Arbejder en deltidsansat mere end den aftalte arbejdstid, og er der ikke tale om beordret eller nødvendigt merarbejde, vil honorering heraf alene ske med 1:1.
- Hidtil har det været muligt at planlægge varierende arbejdstid over en 2-ugers periode. Dette er nu ændret til, at der kan aftales varierende arbejdstid over en 4-ugers periode. Dette giver en øget mulighed for fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse.
- Medarbejderen har nu ret til tilkøb af en ekstra fridag i hvert ferieår (1. september til 31. august). Denne fridag kan tilkøbes mod fradrag i lønnen med 0,40 % af bruttoårslønnen.
- Som følge af ændringer i barselslovgivningen, sker der ændringer i fraværs- og dagpengeretten for flerlingeforældre og soloforældre. Som følge heraf er det aftalt, at for fødsler der finder sted efter 1. januar 2025, udvides lønretten for disse forældre. Flerlingeforældre med to eller flere børn ved samme fødsel og flerlingeadoptanter får udvidet lønretten med 13 uger. Endvidere øges lønretten for soloforældre, sådan at der ydes lønret med yderligere 10 uger.
- Medarbejdere med under 20 timers beskæftigelse pr. uge har nu alene ret til to betalte efteruddannelsesdage, og timelønnede har ikke ret til uddannelsesdage overhovedet. Endvidere er det aftalt, at ved overenskomstens udløb 31. maj 2026 opgøres benyttede uddannelsesdage. For medarbejdere, der pr. denne dato har været ansat i minimum 12 måneder, og som ikke har haft adgang til at benytte deres ret til betalt efteruddannelse, udbetales uddannelsesdagen(e).
- Hvis klinikken har en tillidsrepræsentant, er det nu aftalt, at medarbejderne har ret til at vælge en tillidsrepræsentant i arbejdstiden, at tillidsrepræsentanten skal gives mulighed for at mødes med nyansatte medarbejdere i arbejdstiden og at tillidsrepræsentanten skal orienteres om forestående ansættelser, advarsler og afskedigelser.
Overenskomsten skal nu opdateres. PLA vil orientere når dette er sket.