Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
PLA og DSR/dbio blev sent torsdag nat enige om en overenskomstfornyelse for sygeplejersker og bioanalytikere i almen praksis. Overenskomsten gælder for de kommende tre år. Det vil sige fra 1. december 2015 til 30. november 2018. Resultatet betyder, at lønnen skal reguleres med i alt 4,9% i overenskomstperioden.
"Jeg synes, at det er en rigtig god og ansvarlig aftale, vi har indgået med DSR/dbio. Aftalen sikrer en moderat og forsvarlig lønudvikling. Samtidig har vi fået et højt prioriteret krav igennem i form af graduering af betalte uddannelsesdage. Fremover vil medarbejdere med en ugentlige arbejdstid på mindre end 20 timer kun have ret til 2 betalte uddannelsesdage pr. år. Endvidere har vi opnået en større fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen med en aftale om, at medarbejderne kan afspadsere merarbejde i forholdet 1:1 over en 3 måneders periode mod de nuværende 2 måneder. Der er ”lidt til begge sider” i aftalen – præcis som en god aftale skal være. ” siger forhandlingsleder, Niels Ulrich Holm.
De 1,5 % vil blive udmøntet den 1. december 2015, 2,2% den 1. december 2016 og 1,2% pr. 1. december 2017.
Forhandlingsresultatet skal endelig vedtages af PLA’s repræsentantskab og DSR/dbio. Resultatet foreligger den 17. december 2015. Der skal således ikke foretages lønregulering, før overenskomsten er endelig godkendt.
Link til aftaletekst, se her.
Yderligere oplysninger:
Forhandlingsleder, Niels Ulrich Holm, på telefon 20 93 85 14.
Chefkonsulent Dorte Enoksen på telefon 35 44 84 68 eller chefkonsulent Henriette Kiersgaard på telefon 35 44 84 50.