Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Overenskomsten for lægesekretærer ansat i lægepraksis er vedtaget den 17. marts 2022.
PLA’s repræsentantskab har med stort flertal sagt ja til overenskomstresultatet.
Da HK/Privat også har godkendt overenskomsten, er den nu endeligt vedtaget.
Det betyder, at lønnen og eventuelle personlige tillæg reguleres med 6 procent i overenskomstperioden fra den 1. juni 2021 til 31. maj 2024.
Overenskomsten gælder for uddannede lægesekretærer og øvrigt klinikpersonale der er omfattet af overenskomsten.
Første lønregulering sker med lønnen for oktober måned 2021. Reguleringen udmøntes her med 2 procent. Eventuelle personlige tillæg skal også reguleres med 2 procent.
Der skal således ske en tilbageregulering af lønnen for oktober måned 2021 og frem til nu. Dette bør ske hurtigst muligt. Kan praksis ikke nå at afregne sammen med marts lønnen, vil tilbagereguleringen skulle ske senest sammen med lønafregningen for april måned.
Du kan se den nye løntabel her.
Primo 2024 vil de første sundhedsadministrative koordinatorer være færdiguddannede. Ansætter lægeklinikken en medarbejder med denne uddannelse, vil medarbejderen følge et andet løntrinsforløb, end en uddannet lægesekretær. En sundhedsadministrativ koordinator bliver indplaceret på løntrin 27 og stiger til løntrin 28, efter to års praksiserfaring, som vil være det højeste løntrin.
Hvis lægepraksis har en arbejdsmiljørepræsentant blandt sine ansatte, er der nu for arbejdsmiljørepræsentanten aftalt rammer for arbejdet, ligesom det er præciseret i aftalen, at der, efter aftale med arbejdsgiver, kan gives frihed uden løn til deltagelse i ikke obligatoriske arbejdsmiljøkurser
Nu skal overenskomsten gennemskrives. Når denne er opdateret, vil PLA udsende en nyhed herom.