Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
PLA har anket den nyligt afsagte dom, hvor en læge blev dømt til at betale en godtgørelse efter den såkaldte deltidslov. Deltidsloven er en forholdsvis ny lønmodtagerbeskyttelseslov, og der har indtil denne dom ikke foreligget retspraksis på området.
Den praktiserende sololæge havde varslet sin sekretær ned i tid fra 37 timer til 20 timer om ugen. Varslingen var begrundet med mindre arbejde for sekretæren bl.a. som følge af en nedgang i antallet af patienter og almindelig rationalisering. Sekretæren takkede nej til den nye stilling på deltid, og den praktiserende læge ansatte herefter en ny sekretær 20 timer om ugen. Den nye sekretær fortalte i retten, at hun kunne overkomme sin arbejdsmængde på de aftalte 20 timer uden på noget tidspunkt at have haft merarbejde. HK anlagde efter varslingen retssag mod lægen med en påstand om betaling af i alt 209.000 kr.
Sø- og Handelsretten har nu dømt lægen til at betale sekretæren tre måneders løn i godtgørelse, svarende til 66.000 kr. To af de tre dommere i retten fandt, at lægen ikke tilstrækkeligt havde dokumenteret, at sekretæren blev afskediget på grund af ordrenedgang, og ikke fordi hun nægtede at gå på deltid. Samtidig lastede de to dommere lægen for ikke på nogen måde at have forhandlet behovet for deltid med sin sekretær. PLA har i samråd med lægen anket dommen.
PLA’s bemærkninger
Det er PLA’s opfattelse, at dommen er forkert. En arbejdsgiver må ensidigt kunne beslutte at nedsætte serviceniveauet og oven i købet samtidig reducere lønbudgettet betydeligt. Det ligger i arbejdsgiverens ledelsesret. At det omvendt er fornuftig personalepolitik forudgående at inddrage en medarbejder i en påtænkt ændring af arbejdstiden er en anden sag, men det må ikke rokke ved beslutningskompetencen.