Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
PLA har på vegne af et PLA-medlem ført og vundet en sag i Afskedigelsesnævnet.
Sagen drejede sig om en opsigelse af en medarbejder. Medarbejderen, der var uddannet farmakonom, blev ansat i et barselsvikariat, og blev efterfølgende fastansat som lægesekretær på deltid. Efter knap 3 års ansættelse blev medarbejderen opsagt, idet lægepraksis som begrundelse angav, at man ønskede at udføre en mindre rationalisering, som betød nedlæggelse af stillingen som deltidsansat sekretær.
Kort tid efter ansatte praksis en sygeplejerske, og indgik aftale med en nyuddannet lægesekretær om, at hun skulle ansættes et halvt år ude i fremtiden, når hun havde afsluttet sin uddannelse.
Praksis forklarede under nævnsbehandlingen, at man i denne lægepraksis så vidt muligt ønsker, at beskæftige uddannede lægesekretærer, idet det er nødvendigt at lægesekretærerne har et godt kendskab til sygdomme og symptomer, og at de har de nødvendige forudsætninger for journalskrivning. I perioder har praksis været nødsaget til at ansætte medarbejdere der ikke er uddannede lægesekretærer, hvilket har den ulempe, at journalskrivningen ikke kan fordeles ligeligt. Lægepraksis vurdering af den opsagte medarbejder var den, at det ville kræve et langvarigt forløb, før hun ville kunne tilegne sig disse kompetencer.
HK, der førte sagen for deres medlem, rejste krav om godtgørelse fordi de mente, at opsigelsen var usaglig. HK mente, at lægepraksis skulle have oplært medarbejderen, i stedet for at foretage nyansættel-ser. Medarbejderen forklarede for Nævnet, at hun gerne ville have været oplært i journalskrivning.
Opmanden i Afskedigelsesnævnet, der er højesteretsdommer, gav PLA medhold. Opmanden lagde vægt på lægepraksis forklaring om, at man ønskede at beskæftige lægesekretærer der har gennemført den formaliserede lægesekretæruddannelse, således at der kunne opnås en bedre fordeling af journalarbej-det. Endvidere fandt opmanden ikke, at det kunne forlanges af lægepraksis, at de skulle bruge ressourcer på at oplære medarbejderen i de funktioner, hun ikke umiddelbart var i stand til at udføre, og som kræ-vede en ikke ubetydelig oplæring.
PLA er selvfølgelig tilfredse med resultatet. Det er dog vigtigt at understrege, at afskedigelsessager altid er meget konkret afgjorte, og at man altid bør kontakte PLA for nærmere rådgivning, før man opsiger en medarbejder.