Repræsentantskabsmøde 29. marts 2008
4. april 2008

Formandens beretning

 

  • Daglig drift og medlemmer
  • Overenskomstforhandlingerne med HK
  • Henvendelse fra TL vedrørende overenskomstkrav
  • Fertilitetsklinikkernes ønske om optagelse i PLA
  • Klinikpersonalets Uddannelsesfond
  • PLA’s arbejde i det kommende halve år

 

Daglig drift og medlemmer

Driften i PLA går fortsat planmæssigt. Vi har mange telefoniske og skriftlige henvendelser fra vore medlemmer som vi besvarer, nogle gange ved kontakt og forhandling med medarbejdernes fagforening eller anden repræsentant. Henvendelserne omhandler typisk overvejelser om og spørgsmål til lønindplacering, ferieberegning, efteruddannelse, ønske om ændring af arbejdstid, samarbejdsvanskeligheder og ønske om opsigelse af praksispersonalet.

 

PLA har endvidere i løbet af de sidste års tid modtaget en del henvendelser i relation til Arbejdstilsynets screeningsbesøg i almen praksis. Mange af vore medlemmer har været frustrerede over arbejdstilsynets påbud om håndtering af formalin, arbejdspladsernes indretning – og f.eks. påbud om etablering af sikkerhedsorganisation. PLA er løbende i kontakt med Arbejdstilsynet og har også haft held til at indgå smidige aftaler om f.eks. formalin.

 

For så vidt angår påbud om etablering af en sikkerhedsorganisation er det i december 2007 lykkedes PLA at få medhold i en ankesag. Arbejdstilsynet havde pålagt et PLA-medlem - en større praksis - at etablere en sikkerhedsorganisation, da arbejdstilsynet vurderede, at der i praksis var mere end 10 ansatte.

PLA gik ind i sagen og klagede på vegne af medlemmet over denne afgørelse. PLA gjorde gældende, at praksis havde under 10 ansatte, eftersom 4 læger og medejere af interessentskabet måtte betragtes som virksomhedsledere, og derfor ikke skulle tælles med i antallet af ansatte.

På baggrund af klagen kom arbejdstilsynets frem til, at de 4 læger, der i fællesskab ejer og driver praksis, efter fornyet overvejelse, var at betragte som virksomhedsledere. Antallet af ansatte var derfor blot 9 personer, hvorfor påbuddet om etablering af sikkerhedsorganisation på den baggrund blev frafaldet.

 

PLA har ingen verserende retssager for tiden.

 

PLA har nu 2772 medlemmer, heraf 60 FAPS’ere, og der kommer hele tiden nye medlemmer til.

 

Endelig fik PLA umiddelbart efter sidste repræsentantskabsmøde i december en ny hjemmeside med nyt design og indhold. Vi kan med tilfredshed konstatere, at den benyttes mere og mere flittigt af vore medlemmer. Besøgstallene stiger måned for måned med ca. 10% og vi er nu oppe på et samlet besøgstal på 5027 pr. dag.

 

I relation til hjemmesiden har vi dog ét ønske – at vore medlemmer tilmelder sig nyhedsabonnementet. Herved får man automatisk besked i sin inboks, når PLA melder nye beskeder ud til medlemmerne. Desværre har kun ca. 150 medlemmer benyttet sig af muligheden indtil nu – så vi opfordrer til, at mange flere gør det.

 

Overenskomstforhandlingerne med HK

PLA står som bekendt overfor pr. 1. juni 2008 at skulle forny overenskomsten for lægesekretærer i almen praksis. HK har opsagt overenskomsten og vi har indgået en køreplan for forhandlingerne. Planen indebærer bl.a., at der udveksles overenskomstkrav den 1. april hvorefter forhandlingerne går i gang.

 

Jeg vil ikke her gå nærmere ind på PLA’s overenskomstkrav – de er genstand for debat om lidt, eftersom de er et selvstændigt punkt på dagsordenen i dag.

 

Vi har naturligvis med stor interesse fulgt overenskomstforhandlingerne på det offentlige område – som jo bl.a. dækker de kommunalt og regionalt ansatte lægesekretærer – vort rekrutteringspotentiale. Disse forhandlinger er netop afsluttet med en aftale om, at den økonomiske ramme for overenskomstfornyelsen over de kommende 3 år beløber sig til ca. 12,8%. Langt størstedelen af rammen går naturligvis til lønstigninger. 

 

Hovedpunkterne i forhandlingsresultatet er:

  • Generelle lønstigninger til alle på 7,53% og 1,5 løntrin til alle oveni. Det betyder lønstigninger til alle på 10% i overenskomstperioden, 5,7% allerede i 2008
  • Det særlige ferietillæg stiger med 0,45% i 2010
  • Pensionen stiger med 0,4%
  • Der indføres seniordage/bonus svarende til 1 uge til alle over 60 år
  • Barns 2. sygedag indføres + øremærket barsel til mænd.

 

Resultatet er nu sendt til urafstemning blandt HK’s medlemmer. Resultatet af afstemningen foreligger den 31. marts – dvs. om 2 dage.

 

Der er ingen tvivl om, at dette forhandlingsresultat – naturligvis under forudsætning af at det stemmes hjem – vil være af stor betydning for de krav og forventninger vi mødes med fra HK’s side.

 

Jeg vil dog også understrege, at vi i bestyrelsen er meget opmærksomme på, at overenskomsten skal fornys med mådehold – vi skal holde meget igen på lønstigninger mv.

 

Som forberedelse til kravs-udvekslingen har vi som bekendt opfordret vore medlemmer til at komme med forslag til overenskomstfornyelsen. Vi har modtaget nogle forslag – og helt gennemgående er det også, at PLA-medlemmerne er bekymret for en voldsom lønudvikling og opfordrer PLA til at holde igen på alle måder. Vi vil naturligvis gøre alt hvad vi kan.

 

Henvendelse fra Teknisk Landsforbund vedrørende overenskomstkrav

Fagforeningerne retter indimellem henvendelse til PLA med henblik på muligheden for at indgå overenskomster for arbejdet i lægepraksis. Vi har tidligere drøftet henvendelser fra Sadl (nu fusioneret med HK), farmakonomforeningen og FOA. Hidtil har PLA kunnet afvise disse ønsker med henvisning til, at PLA – som repræsenterer små virksomheder – kun ønsker få overenskomster og pt. har indgået overenskomst med DSR/dbio samt en områdeoverenskomst med HK som dækker alt lægesekretærlignende arbejde. Vor holdning har derfor været, at der ikke er plads til yderligere overenskomstdækning (måske bortset fra rengøringsarbejdet – men det har vi heldigvis hidtil kunnet undgå at komme nærmere ind på).

 

PLA modtog imidlertid et lidt alternativt overenskomstkrav for nylig. Teknisk Landsforbund henvendte sig med et ønske om at indgå overenskomst med PLA for audiologiassistenter ansat hos privatpraktiserende ørelæger. Teknisk Landsforbund anførte i sin henvendelse, at det er deres klare indtryk, at der er tale om et område under udvikling, hvor patienter, der har brug for høretekniske hjælpemidler, i stigende omfang gør brug af de private ørelæger.

 

PLA meddelte TL, at vi blandt vore medlemmer har mindre end 10 privatpraktiserende ørelæger, hvorfor PLA ikke for nuværende finder det interessant med en egentlig overenskomstdækning af dette område. TL har heldigvis taget denne tilbagemelding ad notam, for siden har vi ikke hørt fra dem. 

 

Fertilitetsklinikkernes ønske om optagelse i PLA

I det sidste halve års tid er PLA blevet kontaktet af en række fertilitetsklinikker som ønsker optagelse i PLA. Umiddelbart har PLA ikke kunnet tilbyde dem et medlemskab, da vores nuværende overenskomster ikke tager højde for andet end at klinikpersonalet arbejder i almindelig dagtid + nogle aftenkonsultationer. En fertilitetsklinik har behov for bemanding på andre tidspunkter, herunder i weekenden og evt. at aftale rådighedsvagt med personalet.

 

Sekretariatet har derfor ført uformelle og uforpligtende drøftelser med DSR og Dbio vedrørende muligheden for at aftale særbestemmelser til overenskomsten for sådanne fertilitetsklinikker.

DSR/dbio har efter mange overvejelser ikke ønsket at imødekomme PLA’s ønske om særbestemmelser på niveau med de offentlige overenskomster, og da PLA ikke har ønsket af aftale bedre villkår end i de offentlige overenskomster, har det ikke kunnet lykkes at indgå nogen aftale. PLA har derfor måttet meddele de interesserede fertilitetsklinikker, at vi ikke for nuværende kan tilbyde dem et medlemskab på grund af den overenskomstmæssige situation.

 

Klinikpersonalets Uddannelsesfond

Uddannelsesfonden har igen samarbejdet med Arbejdsmarkedsuddannelserne, som i 2008 udbyder følgende kurser:

Kursus 1: Konflikthåndtering i en stresset hverdag

På kurset lærer personalet at identificere konflikttyper, der kan opstå i forskellige arbejdssituationer. Man lærer at tackle vanskelige situationer konstruktivt, målrettet og værdigt, og gennem træning af konflikthåndteringsmetoder opbygges færdigheder i at løse konflikter, så man aktivt er i stand til at anvende konflikthåndtering. Man vil kunne anvende samtaleteknik og udvise forståelse for andres liv- og arbejdssituationer på en respektfuld måde.

Kurset består af 24 lektioner fordelt over tre hele dage.

Kursus 2: Udnyt arbejdstiden bedre og få mere fra hånden

I en hektisk hverdag med mange daglige arbejdsopgaver, kan det være svært at bevare overblikket. På kurset får deltagerne en række konkrete værktøjer til at skabe overblik og struktur på hverdagen. En bedre planlægning vil øge sandsynligheden for at flere igangsatte opgaver og projekter også bliver gennemført - "specielt når det, der kan planlægges, bliver planlagt".

Kurset består af 24 lektioner fordelt over tre hele dage.

Kursus 3: Personlig kommunikation og service

På kurset, som har været udbudt af flere omgange, lærer deltagerne personlig kommunikation, herunder spørgeteknik, at samtale i forhold til formålet og aktiv lytning, og man får forståelse for kropssprogets betydning, hvilket vil ruste personalet til:

• Hvordan mennesker på forskellig vis udtrykker deres helbredsmæssige bekymring.
• Hvordan man kan være med til at afdække patientens behov.
• Hvordan man møder den stille, aggressive eller krævende patient.
• Personalet lærer også at tage ansvar for egen udvikling og sætte sig nye mål.

Kurset består af 32 lektioner fordelt over fire hele dage.

 Kurserne afholdes i Århus, i Kbh, i Odense, i Ålborg og i Sønderjylland – i foråret og efteråret 2008.

Pris:
Personlig kommunikation og service: ca. 645 kr.
Arbejdsplanlægning: 480 kr.
Konflikthåndtering: ca. 300 kr.

Alle kan deltage i kurset. Hvis deltagerens højeste uddannelse er en lægesekretær- eller kontor-uddannelse, modtager arbejdsgiver VEU-godtgørelse, mens deltageren er på kursus, 703 kroner pr. dag.

 

Uddannelsesdag for praksispersonale

Uddannelsesfonden inviterer vanen tro igen klinikpersonalet på 2 uddannelsesdage i dette forår. Dagene afholdes i Århus den 11. april og i København den 16. maj. Programmet for uddannelsesdagene er centreret omkring de syge og raske ældre i dagens Danmark. Deltager gebyret udgør 350 kr. Fristen for tilmelding er i princippet overskredet, men det er ikke umuligt at der fortsat er plads til et par klinikpersonaler. PLA indleder som altid dagene med at byde velkommen.

 

Fit for forebyggelse

På baggrund af fondens samarbejde med bl.a. sundhedsstyrelsen og CVU udbyder CVU Sønderjylland igen kurset Fit for forebyggelse. I 2008 afholdes kurset i Aalborg, Århus, Holstebro, Odense, Esbjerg og Kolding. På kurset får man baggrundsviden omkring hjerte-kar-sygdomme, diabetes og KOL, man lærer at planlægge og gennemføre livstilssamtaler med patienter, baseret på ”Den motiverende Samtale” og ”Guidet egenbeslutning”. Endvidere er der fokus på kostens betydning ved hjerte-kar-sygdomme, diabetes og KOL samt på eksterne forebyggelsestilbud i lokalområdet. Kurset løber over 5 enkelte dage og koster i alt 5800 kr.

 

Endelig kan jeg meddele, at Uddannelsesfondens økonomi langsomt opbruges. Vi har i 2007 brugt ca. 0,5 mio. kr. og egenkapitalen udgør nu ca. 0,5 mio. kr.

 

Vedr. uddannelsesdage for lægesekretærer

Overenskomsten for lægesekretærer giver alle lægesekretærer ret til 3 uddannelsesdage om året i overenskomstperioden 2005 - 2008. Dagene kan overføres fra år til år og giver dermed i alt 9 dage i perioden.

 

Baggrunden for retten til de 3 betalte uddannelsesdage pr. år, stammer fra overenskomstperioden 2003 – 2005, hvor hver arbejdsgiver skulle betale 0,50 kr. pr. årlig arbejdstime, for samtlige ansatte under overenskomsten til Klinikpersonalets Uddannelsesfond.

 

Denne indbetaling til uddannelsesfonden blev ændret til de 3 betalte uddannelsesdage pr. år i overenskomstperioden 2005 – 2008.

 

Nu er tiden kommet, hvor overenskomstens parter – PLA og HK – med arbejdsgivernes hjælp skal have opgjort antallet af afholdte uddannelsesdage i hver enkelt praksis, således at de klinikker, der ikke har forbrugt alle uddannelsesdagene, indbetaler differencen til uddannelsesfonden. I vil derfor i nær fremtid modtage et brev herom med anmodning om at besvare nogle spørgsmål.

 

Såfremt arbejdsgiver på baggrund af opgørelsen skal indbetale et beløb til Uddannelsesfonden, vil arbejdsgiver herefter modtage et girokort.

 

Besvarelserne skal bl.a. bruges ved den kommende overenskomstfornyelse, til vurdering af, hvorvidt parterne skal fortsætte med 3 betalte uddannelsesdage eller gå tilbage til indbetaling til Uddannelsesfonden.

 

Deltagelse i uddannelse er såvel HK’s gratiskurser, AMU-kurser, Fit for forebyggelse, klinikpersonalets uddannelsesdage som anden relevant uddannelse. 

 

PLA’s arbejde i det kommende halve år/Afslutning

Min beretning nærmer sig sin afslutning, men inden det sidste ord siges vil jeg gøre en kort status for PLA’s primære arbejdsopgaver i det kommende halve år.

 

Overenskomstforhandlingerne kommer til at fylde meget – først forhandlingerne med HK men herefter følger forhandlingerne med DSR/dbio i løbet af efteråret. Disse bliver bestemt ikke mindre spændende for PLA. DSR har som altid store forventninger til overenskomstfornyelserne, og den kommende tid vil vise, om de bliver indfriet på det offentlige arbejdsmarked. En ting kan vi dog være sikre på – DSR vil møde PLA med mindst samme krav og forventninger, som det lykkes dem at komme igennem med for de offentligt ansatte sygeplejersker.

 

I første omgang bliver det dog især spændende hvorledes forhandlingerne med HK spænder af – om det vil lykkes at få enderne til at nå sammen om et resultat som både HK og vi som arbejdsgivere kan være tilfredse med. Det håber jeg i hvert fald!

 

En ting er sikkert – vi kommer ikke til at kede os og vi tager udfordringerne op med oprejst pande og oprullede ærmer.

 

 

November 2024
Oktober 2024
September 2024
August 2024
Juli 2024
Juni 2024
April 2024
Marts 2024
Januar 2024
December 2023
November 2023
Oktober 2023
September 2023
August 2023
Juli 2023
5. juli 2023
Juni 2023
Maj 2023
April 2023
Marts 2023
Februar 2023
Januar 2023
December 2022
November 2022
Oktober 2022
August 2022
Juli 2022
8. juli 2022
Juni 2022
Maj 2022
April 2022
Marts 2022
Februar 2022
Januar 2022
November 2021
Oktober 2021
September 2021
August 2021
Juli 2021
Juni 2021
Maj 2021
April 2021
Marts 2021
Februar 2021
Januar 2021
December 2020
November 2020
September 2020
August 2020
Juni 2020
Maj 2020
April 2020
Marts 2020
Januar 2020
December 2019
November 2019
September 2019
August 2019
Juli 2019
Maj 2019
April 2019
Marts 2019
Februar 2019
Januar 2019
December 2018
November 2018
Oktober 2018
September 2018
August 2018
Juli 2018
April 2018
Marts 2018
Februar 2018
Januar 2018
December 2017
November 2017
Oktober 2017
September 2017
August 2017
Juli 2017
Juni 2017
22. juni 2017
April 2017
Januar 2017
December 2016
November 2016
September 2016
Juni 2016
April 2016
Marts 2016
Februar 2016
Januar 2016
December 2015
November 2015
Oktober 2015
September 2015
Juli 2015
Juni 2015
Maj 2015
April 2015
Februar 2015
Januar 2015
December 2014
November 2014
September 2014
Juli 2014
Juni 2014
Maj 2014
April 2014
Februar 2014
Januar 2014
December 2013
November 2013
Oktober 2013
September 2013
Juni 2013
Maj 2013
April 2013
Marts 2013
Februar 2013
Januar 2013
December 2012
November 2012
September 2012
August 2012
Juli 2012
April 2012
Marts 2012
Februar 2012
Januar 2012
December 2011
November 2011
Oktober 2011
September 2011
August 2011
Juli 2011
Juni 2011
Maj 2011
April 2011
11. april 2011
PLA’s repræsentantskabsmøde 9. april 2011
Marts 2011
December 2010
9. december 2010
Denne udgave af PLAkaten indeholder:
7. december 2010
November 2010
Maj 2010
April 2010
Marts 2010
Februar 2010
Januar 2010
December 2009
November 2009
Oktober 2009
8. oktober 2009
September 2009
August 2009
Maj 2009
April 2009
Februar 2009
Januar 2009
December 2008
Oktober 2008
7. oktober 2008
September 2008
August 2008
Juli 2008
Juni 2008
Maj 2008
April 2008
Marts 2008
Februar 2008
December 2007
3. december 2007
Oktober 2007
August 2007
Juni 2007
Maj 2007
2. maj 2007
April 2007
Januar 2007
November 2006
13. november 2006
Oktober 2006
September 2006
August 2006
Maj 2006
April 2006
Februar 2006
December 2005
November 2005
14. november 2005
Oktober 2005
11. oktober 2005
September 2005
August 2005
Juli 2005
Juni 2005
Maj 2005
April 2005
Marts 2005
Januar 2005
November 2004
Oktober 2004
September 2004
Juli 2004
Juni 2004
Maj 2004
April 2004
Februar 2004
Januar 2004
December 2003
22. december 2003
22. december 2003
November 2003
20. november 2003
Oktober 2003
September 2003
Juli 2003

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign