Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Med ændringerne i sygedagpengeloven der blev vedtaget sidste sommer, skal du som arbejdsgiver være opmærksom på at der er indført en pligt til at indkalde den sygemeldte medarbejder til en personlig sygefraværssamtale. Samtalen skal afholdes inden for de første 4 uger af medarbejderens sygeperiode. Ved samtalen skal der tales om hvordan og hvornår medarbejderen kan vende tilbage til sit arbejde.
Som arbejdsgiver er man dog fortsat ikke forpligtet til at acceptere en delvis genoptagelse af arbejdet. Under sygefraværssamtalen kan det overvejes at udfylde en mulighedserklæring.
Hvis medarbejderen ikke har mulighed for at deltage i samtalen pga. sygdommen, skal samtalen så vidt muligt afholdes telefonisk.
Arbejdsgiver har ikke pligt til at holde en sygefraværssamtale med medarbejdere der sidder i opsagt stilling, og hvor fratræden sker inden 8 uger efter første fraværsdag.
Pligten til af afholde sygefraværssamtalen senest efter 4 uger sygdom, gælder for sygdomsforløb, hvor første sygedag ligger den 4. januar 2010 eller senere.
Fastholdelsesplaner
En sygemeldt medarbejder kan bede om at få udarbejdet en fastholdelsesplan, hvis medarbejderen ikke forventer at kunne vende tilbage inden for de første 8 uger af medarbejderens sygeperiode. Fastholdelsesplanen udarbejdes i samarbejde med arbejdsgiveren og medarbejderen
Det er medarbejderen der skal tage initiativ til at fastholdelsesplanen udarbejdes. Dette kan ske når som helst i sygeperioden, og også inden for de første 8 uger.
Fastholdelsesplanen kan fx omhandle følgende:
· Overvejelser over om der skal ændres noget i arbejdspladsens indretning
· Ændrede arbejdsopgaver – det er vigtigt I beskriver, hvilke opgaver medarbejderen kan og ikke kan varetage i forhold til det normale arbejde.
· Delvis tilbagevenden, skånehensyn eller andet der skal sættes i værk for at sikre fastholdelsen.
· Overvejelser omkring hvilke muligheder du mener, din arbejdsplads har.
· Plan for hvordan fastholdelsestiltagene skal sikre den fulde tilbagevenden til almindelig varetagelse af job.
· Hvordan kan I sikre jer, at fastholdelsesplanen har en fremadrettet proces?
· Opfølgning på planen, går det som forventet?
Som arbejdsgiver har du mulighed for at afslå, at der udarbejdes en fastholdelsesplan, hvis du vurderer at der ikke er behov for planen. Generelt bør et ønske fra medarbejderen dog imødekommes, da et afslag kan få betydning såfremt medarbejderen efterfølgende opsiges pga. sygefraværet.
Reglen om fastholdelsesplaner træder i kraft den 4. januar 2010.