Nyheder og nyhedsarkiv
En oversigt over alle forsidenyheder - nye som gamle.
Et flertal i Folketinget er nu blevet enige om, at alle lønmodtagere senest i oktober måned 2020 vil kunne få udbetalt værdien af tre ugers indefrosne feriemidler. Dette er en del af den såkaldte sommerpakke.
Kort om indefrysning og Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (”fonden”)
Den 1. september 2020 overgår Danmark til en ny ferielov med såkaldt samtidighedsferie. Overgangen fra forskudt optjening og afvikling af ferie til samtidighed resulterer i op til fem ugers ”overskudsferie” i forhold til medarbejdere, der er i et løbende ansættelsesforhold frem til 31. august 2020.
På det tidspunkt ny ferielov blev forhandlet, ønskede man at undgå, at medarbejderne fik udbetalt op til fem ugers ekstra feriepenge, eller kunne afholde ekstra fem ugers ferie. Der blev derfor oprettet en fond, som overskudsferien, dvs. feriemidlerne optjent i indefrysningsperioden 1. september 2019 til 31. august 2020, skal indberettes til. Tanken var, og er til dels fortsat, at fonden skal håndtere feriemidlerne, indtil den dag den enkelte medarbejder opnår folkepensionsalderen. Virksomheden kan vælge at beholde feriemidlerne indtil den dag, de bliver opkrævet af fonden, fordi medarbejderen opnår folkepensionsalderen, eller vælge at indbetale feriemidlerne til fonden.
Arbejdsgiverne skal pr. 31. august 2020 opgøre den enkelte medarbejders optjente ferie i indefrysningsperioden, og senest den 31. december 2020 skal arbejdsgiveren indberette de opgjorte feriemidler til fonden.
”Sommerpakken”
Med sommerpakken får medarbejderne nu mulighed for at få udbetalt værdien af tre ugers indefrosne feriemidler, altså feriepenge der er optjent, og fortsat optjenes, i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020.
Folketinget har tilkendegivet, at den fremrykkede udbetaling af de indefrosne feriemidler ikke vil påvirke virksomhedernes likviditet.
Der er derfor ikke noget, der tyder på, at arbejdsgiver er forpligtede til at indbetale de indefrosne feriemidler til fonden tidligere end det tidspunkt, der indtil nu har været udgangspunktet.
Arbejdsgiver forventes dermed også fortsat at have valgfrihed mellem at indbetale de indefrosne feriemidler i december måned 2020, eller at beholde de indefrosne feriemidler i virksomheden og først indbetale midlerne til fonden, når den enkelte medarbejder forlader arbejdsmarkedet.
Virksomhederne skal også fortsat først endeligt indberette værdien af indefrosne feriemidler i december måned 2020.
PLA vil løbende opdatere information om håndteringen af de indefrosne feriemidler.