Overenskomsten er under revidering

 

Ved henvendelse til PLA's sekretariat er det muligt at få tilsendt en trykt udgave af overenskomsten. 

Download overenskomsten PDF  er under revidering, og ændrer navn til "overenskomst for ansatte medarbejdere i lægepraksis”

§ 1 Overenskomstens område

Overenskomsten omfatter medarbejdere, der beskæftiger sig med administrative funktioner og/eller yder klinisk bistand i lægepraksis, herunder lægevagt og speciallægepraksis, der er medlemmer af PLA, jf. bilag 1.

§ 2 Ansættelsens grundlag

Stk. 1.
Ved ansættelse af medarbejdere efter denne overenskomst gælder bestemmelserne i Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (ansættelsesbevisloven).

Stk. 2.
Hvis arbejdsgiveren har udleveret korrekt ansættelseskontrakt inden 5 dage efter, at medarbejderen har rettet skriftligt krav herom til arbejdsgiveren, eller 10 dage efter, at HK har rettet skriftligt krav herom til PLA, kan arbejdsgiveren ikke pålægges at betale erstatning i henhold til ansættelsesbevisloven.

Ovennævnte adgang til at rette ulovlige mangler i ansættelseskontrakter gælder ikke, hvis arbejdsgiveren foretager systematisk overtrædelse af lovens bestemmelser, eller i bortvisningssituationer.

Stk. 3.
Senest samtidig med tiltrædelsen modtager medarbejderen en, som i bilag2 A eller 2 B optrykt, ansættelseskontrakt med henvisning til denne overenskomst.

Der er ikke krav om udstedelse af en ansættelseskontrakt til en tilkaldevikar ved hvert tilkald.

Stk. 4.
Det i ansættelseskontrakten angivne timetal for deltidsansatte bør være i over­ensstemmelse med det faktiske. Er dette ikke tilfældet for en periode ud over 2 måneder, og er det ikke begrundet i særlige omstændigheder så som kollegers længerevarende sygdom, ferieafholdelse eller barselsorlov m.v., har medarbejderen ret til en ny ansættelseskontrakt lydende på det aktuelle timetal, eller et tillæg til ansættelseskontrakten.

Stk. 5.
Medarbejderen har til enhver tid ret til at få udleveret en tjenesteattest, som angiver tidsrum, medarbejder har været ansat, hvilke arbejdsfunktioner medarbejderen har udført, samt hvilken løn medarbejderen har oppebåret.

§ 3 Løn m.v.

Stk. 1.

Uddannede lægesekretærer, jf. bilag 3, aflønnes som følger[1]:

 Generel erfaring som uddannet lægesekretær, jf. bilag 3

Praksiserfaring

0 år

Praksiserfaring

1 år

Praksiserfaring

2 år

0-6 år

Løntrin 24

Løntrin 25

Løntrin 26

7-12 år

Løntrin 28

Løntrin 28

Løntrin 29

         13 år ->

Løntrin 30

Løntrin 30

Løntrin 31



[1] Løntrinene tager udgangspunkt i den offentlige lønskala med sædvanlige områdetillæg.

Der kan i en lægepraksis oprettes stillinger som ledende lægesekretærer. Sådanne stillinger aflønnes med løntrin 39.

Stk. 2.
Lægesekretærer med anden eller ingen uddannelse aflønnes med løntrin 19.

Stk. 3.
Uddannede sundhedsadministrative koordinatorer aflønnes med løntrin 27. Efter to års praksiserfaring stiger en sundhedsadministrativ koordinator til løntrin 28.

Stk. 4.
Arbejdsgiveren og medarbejderen afholder én gang årligt lønforhandling.

Lønforhandling skal tillige finde sted ved væsentlige ændringer.

Der er gensidigt ansvar for, at lønforhandlingen finder sted.

Der kan mellem arbejdsgiveren og medarbejderen samt elever, aftales højere løn i form af et personligt tillæg. Tillæg reguleres, jf. stk. 6, og er pensionsgivende.

Personligt tillæg skal drøftes på baggrund af medarbejderens indsats, kvalifikationer, efter- og videreuddannelse, dygtighed, stillings indhold og ansvar.

Hvis der i det enkelte tilfælde er enighed herom, kan disse forhandlinger føres af den hos arbejdsgiver valgte tillidsrepræsentant, jf. § 15.

Stk. 5.
De i stk. 1, 2 og 3 angivne lønninger er bruttolønninger og består af nettoløn og medarbejderens eget pensionsbidrag.

Stk. 6.
Lønningerne reguleres med 2% den 1. oktober 2021, med 2,5 % den 1. juni 2022 og med 1,39 % den 1. juni 2023. 

 

Stk. 7.
Medarbejdere med elevansvar ydes et pensionsgivende tillæg på 800 kr. om måneden, så længe eleven/eleverne er under uddannelse. Beløbet er det samme uanset, at medarbejderen er ansvarlig for mere end én elev. Tillægget reguleres ikke i henhold til stk. 6. 

 

Stk. 8.
Medarbejderens løn dækker op til 4 timers arbejde pr. uge i tidsrummet mellem kl. 16.00 og kl. 20.00.

Hvis medarbejderen skal arbejde mere end 4 timer pr. uge i ovennævnte tidsrum, honoreres timerne med bruttotimeløn (inkl. tillæg) plus et tillæg pr. time på 50 % af timelønnen. 

 

Stk. 9.
Deltidsbeskæftigede medarbejdere aflønnes med månedsløn i forhold til den nedsatte arbejdstid. 

 

Stk. 10.
Lønnen udbetales månedsvis bagud, og medarbejderen modtager en specificeret oversigt over det udbetalte beløb. Samtidig med udbetaling af lønnen indbetaler arbejdsgiver pensionsbidraget til PKA, Pensionskassen for lægesekretærer, jf. § 4.

Stk. 11.
Ved til- eller fratrædelse i månedens løb beregnes lønnen ved at tage månedslønnen inkl. tillæg og gange med antallet af præsterende timer i den konkrete måned. Tallet divideres med månedsnormen. Det vil sige: 

Månedsløn inkl. tillæg x antal præsterede timer i ansættelsesperiode

                                                 Månedsnormen (= ugenorm x 4,333)

Stk. 12.
Medarbejdere, der ansættes med en ugentlig beskæftigelse på 8 timer eller mindre, eller i højst 1 måned, kan ansættes på timeløn.

Timelønnen beregnes som 1/1924 af bruttoårslønnen inkl. tillæg, jf. stk. 1, 2 og 3.

§ 4 Pension

Stk. 1.
For månedslønnede medarbejdere, som er fyldt 18 år, oprettes en pensionsordning i Pensionskassen for Lægesekretærer (PKA, Tuborg Boulevard 3, 2900 Hellerup, tlf. 39 45 45 40, pka@pka.dk, www.pka.dk).

 

Stk. 2.
Som bidrag til pensionsordningen indbetaler arbejdsgiver 11 % og medarbejderen 5,5 % af de i § 3, stk. 1, 2, 3 og 6 nævnte bruttomånedslønninger, inkl. merarbejde udbetalt i henhold til § 5, stk. 5.

 

Stk. 3.
Undtaget fra pensionsoprettelsen i stk. 1. er:

1. Elever. Elever er dog omfattet af overenskomstens pensionsordning fra den måned, hvor de fylder 25 år.

2.Respekt for bestående aftaler. Medarbejdere, der senest den 1. juni 2005 har etableret anden pensionsordning (hvor genkøb/tilbagekøb ikke er mulig), kan bevare denne ordning, såfremt der ved ansættelsen i almen praksis indbetales pension til ordningen svarende til det til enhver tid overenskomstaftalte, jf., § 4, stk. 2. Det er en forudsætning, at arbejdsgiver administrerer den pågældendes pensionsordning ved indbetaling direkte til den pågældende pensionsordning.

Medarbejdere, der ansættes efter 1. januar 2014, skal på blanket bilag 17 indhente dokumentation for, at genkøb/tilbagekøb af ordningen ikke er mulig.

3. Folkepension og efterløn. Medarbejdere, som er berettiget til folkepension samt medarbejdere, der er gået på efterløn.

 

Stk. 4.
Til timelønnede medarbejdere og medarbejdere, som er undtaget fra pensionsoprettelsen, jf. stk. 3, nr. 3 og bilag 16, udbetales arbejdsgiverbidraget kontant sammen med bruttolønnen.

Medarbejdere, der er berettiget til at gå på folkepension, kan vælge at stoppe indbetaling til pensionsordning og i stedet få arbejdsgiverbidraget udbetalt kontant sammen med bruttolønnen.

 

Stk. 5.
Arbejdsgiver indbetaler såvel arbejdsgiverbidraget som egetbidraget under barsels- og adoptionsorlov i den ulønnede del af dagpengeperioden, svarende til maksimalt 20 uger. Arbejdsgiver- og egetbidraget er det bidrag, der blev indbetalt før orloven blev påbegyndt med de reguleringer og overenskomstmæssige ændringer, der sættes i kraft i løbet af perioden.

Stk. 6
Læger/arbejdsgivere, som indmeldes i PLA, og som ikke tidligere har oprettet pensionsordning for ansatte medarbejdere jf. stk. 1 og stk. 3, kan indfase pensionsordningen som følger:

Ved indmeldelsen i PLA, dog med virkning fra den 1. i indmeldelsesmåneden, betales 25 % af det på dette tidspunkt gældende pensionsbidrag.

1 år efter indmeldelsen forhøjes pensionsbidraget til 50 % af det på dette tidspunkt gældende pensionsbidrag.

2 år efter indmeldelsen forhøjes pensionsbidraget til 75 % af det på dette tidspunkt gældende pensionsbidrag.

3 år efter indmeldelsen forhøjes pensionsbidraget til det i overenskomsten aftalte aktuelle pensionsbidrag.

Ordningen skal snarest efter indmeldelsen protokolleres mellem PLA og HK.  

§ 5 Arbejdstid

Stk. 1.
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer.

Arbejdstidens fordeling på ugens enkelte dage fastsættes af arbejdsgiveren efter drøftelse med medarbejderen og fremgår af ansættelseskontrakten.

Arbejdstiden placeres fortrinsvis på ugens 5 hverdage, og kan for såvel fuldtids- som deltidsansatte tilrettelægges med varierende ugentlig arbejdstid indenfor en 2 ugers periode.

Arbejdstids begyndelse er, når medarbejderen er klar til påbegyndelse af arbejdet.

 

Stk. 2.
Arbejdstiden inkluderer ½ times betalt daglig spisepause, hvis medarbejderen arbejder ud over 4 timer dagligt.

Medarbejderen har ret til en uforstyrret spisepause, dog således at medarbejderen står til rådighed, hvis der skulle opstå en situation, der kræver tilstedeværelse/bistand. Pausen placeres indenfor arbejdsdagen således, at formålet med pausen tilgodeses, jf. EU-direktiv 2003/88/EF.

 

Stk. 3.
Overarbejde skal begrænses mest muligt og varsles senest dagen før (16 timer før).

Pålagt arbejde udover 37 timer pr. uge eller udover 37 timer i gennemsnit over en 2-ugers periode, jf. stk. 1, er overarbejde. Overarbejde opgøres i påbegyndte halve timer pr. dag.

Overarbejde kan enten afspadseres eller udbetales.

Skal overarbejdet udbetales, betales et beløb svarende til timelønnen jf. § 3, stk. 11 med tillæg af 50 % for de første 3 timer. Overarbejde herudover, og overarbejde på søn- og helligdage, betales med tillæg af 100%.

Afspadsering af overarbejde er i forholdet 1:1,5 for de første 3 timers overarbejde. Overarbejde herudover, og overarbejde udført på søn- og helligdage afspadseres i forholdet 1:2.

Overarbejdet skal være afviklet senest ved udgangen af den 3. måned efter, at overarbejdet er udført. I modsat fald skal der ske udbetaling. Det kan mellem

arbejdsgiver og medarbejder skriftligt aftales, at overarbejde afspadseres på et senere tidspunkt.

Hvis det på forhånd er aftalt, at overarbejdet skal godtgøres med udbetaling, skal udbetalingen ske ved første lønudbetaling efter, at overarbejdet er udført.

Der beregnes ikke pensionsbidrag af udbetalt overarbejde.

Hvis en planlagt afspadseringsdag inddrages med mindre end 1 døgns varsel, betragtes afspadseringen som givet. Det betyder, at afspadseringsregnskabet nedskrives med det planlagte antal afspadseringstimer. Den tjeneste, der (i stedet for) udføres, skal honoreres med et tillæg på 50 %, beregnet pr. påbegyndt time.

 

Stk. 4.
For deltidsansatte og timelønnede vil der først være tale om overarbejde ved beskæftigelse ud over 37 timer pr. uge.

Er medarbejderen ansat med varierende ugentlig arbejdstid over en 2 ugers periode, vil der først være tale om overarbejde ved beskæftigelse udover 37 timer i gennemsnit over 2-ugers perioden, jf. stk. 1.

 

Stk. 5.
Merarbejde er arbejde ud over det i ansættelseskontrakten fastsatte timetal, men under 37 timer pr. uge. For ansatte med varierende ugentlig arbejdstid over en 2 ugers periode vil der først være tale om merarbejde ved beskæftigelse ud over det i ansættelseskontrakten fastsatte gennemsnitlige timetal beregnet over 2 ugers perioden, jf. stk. 1. Merarbejde opgøres i påbegyndte halve timer pr. dag.

Merarbejde kan enten afspadseres eller udbetales.

Skal merarbejdet udbetales, betales et beløb svarende til timelønnen jf. § 3, stk. 11 med tillæg af 25 %. Merarbejde udført på søn- og helligdage betales med timeløn, jf. § 3, stk. 1, med tillæg af 100 %.

Afspadsering af merarbejde er i forholdet 1:1,25. Merarbejde udført på søn- og helligdage afspadseres i forholdet 1:2.

Merarbejdet skal være afviklet senest ved udgangen af den 3. måned efter, at merarbejdet er udført. I modsat fald skal der ske udbetaling. Det kan mellem arbejdsgiver og medarbejder skriftligt aftales, at merarbejde afspadseres på et senere tidspunkt.

Hvis det på forhånd er aftalt, at merarbejdet skal godtgøres med udbetaling, skal udbetalingen ske ved første lønudbetaling efter, at merarbejdet er udført.

Der beregnes pensionsbidrag af udbetalt merarbejde.

Hvis en planlagt afspadseringsdag inddrages med mindre end 1 døgns varsel, betragtes afspadseringen som givet. Det betyder, at afspadseringsregnskabet nedskrives med det planlagte antal afspadseringstimer. Den tjeneste, der (i stedet for) udføres, skal honoreres med et tillæg på 50 %, beregnet pr. påbegyndt time.

 

Stk. 6.
Medarbejderen har ret til frihed uden løntræk på søgnehelligdage[2].

Medarbejderen har endvidere ret til frihed uden løntræk på grundlovsdag, juleaftensdag samt nytårsaftensdag.

Medarbejdere, der pålægges tjeneste på de i dette stykke nævnte dage, har ret til frihed af samme varighed, som det præsterede arbejde samt udbetaling af tillæg på 50 % af timelønnen. Er tjenesten overarbejde, eller falder tjenesten på en søndag, afregnes timerne med sædvanlig timeløn med tillæg af 100 %. 

 

[2] Søgnehelligdage er: nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 2. påskedag, stor bededag, kr. himmelfartsdag, 2. pinsedag, 1. juledag og 2. juledag. 

§ 6 Ferie og feriefridagstimer

Stk. 1.
Medarbejderen er omfattet af den til enhver tid gældende ferielov.

Stk. 2. 
Særligt ferietillæg for månedslønnede
Ved afholdelse af ferie med løn tilkommer der medarbejderen et ferietillæg på 1,95 % bestående af ferielovens ferietillæg på 1 % samt en overenskomstforhøjet andel på 0,95 %.

Stk. 3.
Særlig feriegodtgørelse til timelønnede
Timelønnede ydes, i stedet for løn under ferie og ferietillæg, feriegodtgørelse med 12,95 % bestående af ferielovens feriegodtgørelse på 12,5 % samt en overenskomstforhøjet andel på 0,45 %.

Stk. 4. 
Beregningsgrundlag for ferietillæg og feriegodtgørelse
Ferietillæg og feriegodtgørelse afregnes i henhold til ferielovens regler, og beregnes af alle i ferieåret (1.9 – 31.8) udbetalte skattepligtige beløb, samt af medarbejderens bidrag til pensionsordning, arbejdsmarkedsbidrag og ATP. Dog beregnes der ikke feriegodtgørelse og ferietillæg af løn, der er udbetalt under ferie, feriepenge, der er udbetalt uden, at ferien er afholdt, eller af udbetalt ferietillæg.

Stk. 5. 
Overførsel af ferie 
Parterne kan i henhold til ferieloven aftale overførsel af ferie.

Medarbejderen og arbejdsgiver kan inden ferieafholdelsesperiodens udløb (31.12) skriftligt aftale, at optjente og ikke afholdte ferie udover 20 dage kan overføres til den ferieafholdelsesperiode, der udløber 31. december det følgende år.

Der kan således overføres op til 5 feriedage pr. ferieafholdelsesperiode. Bilag 4 kan anvendes.

Hvis en timelønnet skal overføre ferie, skal dette inden 31. december efter ferieafholdelsesperiodens udløb (31.12) skriftligt meddeles den, der skal udbetale feriegodtgørelsen (Feriekonto), at ferien overføres.

Overførte feriedage kan kun afvikles i en opsigelsesperiode, hvis ferien i medfør af overførselsaftalen allerede var placeret i den pågældende periode.

Stk. 6. 
Afregning af feriegodtgørelse ved fratræden
Fratræder en månedslønnet medarbejder, afregnes feriegodtgørelse med 12,5 % til Feriekonto, jf. ferielovens almindelige regler.

Stk. 7.
Feriefridage – optjening
Medarbejderen optjener 5/12 feriefridage for hver måneds beskæftigelse, svarende til 5 feriefridage pr. ferieår (1. september – 31. august).

Stk. 8. 
Feriefridage – afvikling
Optjente feriefridage afholdes i ferieafholdelsesperioden på 16 måneder (1.9 – 31.12 året efter).

Feriefridage afvikles i hele dage.

Feriefridagene kan afholdes fra den 1. i måneden efter de er optjent, jf. dog sidste afsnit i dette stk.

Placeringen af feriefridagene sker så vidt muligt efter aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren, men følger i øvrigt ferielovens regler om placering af øvrig ferie.

Feriefridagene holdes på samme måde, som arbejdet tidsmæssigt normalt er tilrettelagt.  Arbejdsfrie dage indgår med et forholdsmæssigt antal. 

Løn under feriefridagene svarer til løn under ferie efter ferielovens regler. Det vil sige, at løn under feriefridagene udbetales med den aktuelle bruttotimeløn inkl. Tillæg. Ved ændring af den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang har medarbejderen ret til løn under feriefridagene i forhold til den normale arbejdstid på optjeningstidspunktet. 

Gamle (herunder overførte) feriefridage afvikles før nye feriefridage.

Det kan aftales, at feriefridage holdes på forskud. Feriefridage på forskud følger principperne om forskudsferie i ferieloven - også med hensyn til modregning ved fratrædelse. De feriefridage der holdes på forskud fradrages i de feriefridage, som derefter optjenes i det pågældende ferieår.

Stk. 9.
Feriefridage – overførsel
Har medarbejderen ikke afholdt alle optjente feriefridage inden ferieafholdelsesperiodens udløb (31.12), kan de efter aftale overføres til den aktuelle ferieafholdelsesperiode (1.9 – 31.12 året efter). Overføres feriefridagene ikke udbetales de med januarlønnen.

Der kan således overføres 5 feriefridage pr. ferieafholdelsesperiode. Bilag 4 kan anvendes.

Stk. 10. 
Varsling af feriefridage i en opsigelsesperiode
Feriefridage, der relaterer sig til den aktuelle ferieafholdelsesperiode kan varsles afholdt i en opsigelsesperiode med 1 måned varsel. Overførte feriefridage kan kun afvikles i en opsigelsesperiode, hvis feriefridagene i medfør af overførelsesaftalen allerede var placeret i den pågældende periode.

Stk. 11. 
Udbetaling af feriefridage i forbindelse med fratræden
Optjente og ikke afholdte feriefridage udbetales ved fratræden sammen med sidste lønudbetaling.

Feriefridage udbetales med den aktuelle bruttotimeløn inkl. tillæg. Ved ændring af den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang har medarbejderen ret til en udbetaling svarende til løn under feriefridagene i forhold til den normale arbejdstid på optjeningstidspunktet. Der skal ikke beregnes pension af beløbet. Beløbet er feriepengeberettiget.

Stk. 12. 
Overgangsordning
Der gælder en særlig overgangsordning for feriefridage optjent i perioden 1. januar 2020 – 31. august 2020.

Medarbejderen har ret til at holde feriefridage optjent i perioden 1. januar 2020 – 31. august 2020 i perioden 1. september 2020 – 31. december 2022.

Der optjenes 0,42 feriefridage for hver måneds beskæftigelse, svarende til 3,33 feriefridage i perioden.

Feriefridagene holdes adskilt fra øvrig ferie og feriefridage og kan ikke varsles til afholdelse af arbejdsgiver. Placering sker efter aftale mellem medarbejder og arbejdsgiver.

Er feriefridagene ikke afholdt senest den 31. december 2022, udbetales de med den aktuelle bruttotimeløn inkl. tillæg. Ved ændring af den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang har medarbejderen ret til en udbetaling svarende til løn under feriefridagene i forhold til den normale arbejdstid på optjeningstidspunktet. Der skal ikke beregnes pension af beløbet. Beløbet er feriepengeberettiget. Udbetaling sker med lønnen i januar 2023.

Der kan dog indgås aftale om, at ikke afholdte feriefridage overføres til afholdelse efter 31. december 2022, ligesom det kan aftales, at feriefridagene udbetales på et tidligere tidspunkt efter samme regler/principper som ved udbetaling med lønnen i januar 2023. Beløbet er feriepengeberettiget.

Fratræder medarbejderen inden feriefridagene er afholdt, udbetales de efter samme regler/principper som ved udbetaling med lønnen i januar 2023. Der skal ikke beregnes pension af beløbet. Beløbet er feriepengeberettiget.

§ 7 Kørselsgodtgørelse

Hvis arbejdsgiveren skønner det nødvendigt, at medarbejderen benytter bil i tjenesten, stilles en sådan til rådighed, eller der ydes en kontant godtgørelse for kørsel i medarbejderens egen bil efter statens takster

§ 8 Sygdom og andet familiemæssigt fravær

Stk. 1.
Sygdom skal meddeles arbejdsgiveren hurtigst muligt.

Medarbejdere med mere end 8 timers ugentlig beskæftigelse er berettiget til sædvanlig løn under sygdom.

 

Stk. 2.
På hjemmeboende barns 1. og 2. sygedag (under 18 år) gives der i fornødent omfang hel eller delvis tjenestefrihed uden løntræk. Hvis medarbejderen misbruger ordningen, kan denne inddrages.

 

Stk. 3.
Der henvises til bilag 13 for bestemmelser om tjenestefrihed og løn ved:

  •          Omsorgsdag
  •          Orlov ved pasning af alvorligt syge børn
  •          Pasning af barn med nedsat funktionsevne
  •          Orlov til pasning af døende pårørende i hjemmet
  •          Spædbarns indlæggelse
  •          Børns hospitalsindlæggelse
  •          Ulykke og akut sydom

Stk. 4
Medarbejderen har ret til frihed uden løntræk ved deltagelse i bisættelse/begravelse af nærtstående (ægtefælle/samlever, børn/stedbørn, forældre/svigerforældre samt søskende).

§ 9 Barsel og adoption

 

Stk. 1.
Ved graviditet, barsel, adoption og orlov er medarbejderen omfattet af den til enhver tid gældende lovgivning.

Stk. 2.
Moderen har under fravær fra arbejdet på grund af graviditet og barsel ret til sædvanlig løn i 34 ubrudte uger i alt, som kan benyttes fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til forventet fødsel.

Moderen skal senest 3 måneder før forventet fødsel meddele, hvornår hun ønsker at gå på graviditetsorlov.

Faderen/medmoderen har ret til fravær med sædvanlig løn i 2 uger i forbindelse med fødslen. Desuden kan forældrene dele retten til fravær med sædvanlig løn i ugerne 15-30.

Stk. 3.
Medarbejderen har ved adoption af udenlandsk barn ret til fravær med sædvanlig løn i indtil 8 uger før modtagelsen af barnet, i den periode afgiverlandets myndigheder stiller krav om, at den adoptionssøgende skal opholde sig i afgiverlandet inden modtagelsen af barnet. Dokumentation for afgiverlandets krav om ophold skal foreligge og gives til arbejdsgiveren. Efter modtagelsen af barnet har medarbejderen ret til orlov med sædvanlig løn i indtil 30 uger. Der kan maksimalt ydes sædvanlig løn i 34 ubrudte uger i alt.

Medarbejderen skal snarest muligt underrette arbejdsgiveren om tidspunktet for afrejsen til afgiverlandet og fraværet i øvrigt samt om forventet længde heraf.

Medarbejderen har ved adoption af dansk barn ret til fravær med sædvanlig løn i op til 1 uge før modtagelse af barnet, hvis barnet ikke allerede har ophold i adoptantens hjem. Det er en forudsætning, at adoptanten af hensyn til barnet opholder sig på det sted, hvor barnet befinder sig inden modtagelsen. Efter modtagelsen af barnet har medarbejderen ret til orlov med sædvanlig løn i indtil 30 uger.

Stk. 4.
Medarbejderen har ret til frihed med løn til deltagelse i graviditetsbetingede undersøgelser i arbejdstiden. Medarbejderen skal dog tilstræbe, at disse undersøgelser placeres uden for normal arbejdstid.

Stk. 5.
Arbejdsgiver indbetaler såvel arbejdsgiverbidraget som egetbidraget under barsels- og adoptionsorlov i den ulønnede del af dagpengeperioden, svarende til maksimalt 20 uger, jf. § 4, stk. 5. 

Stk. 6.
Arbejdsgiverens betaling af den fulde løn i orlovsperioder, jf. stk. 2 og 3, er betinget af, at arbejdsgiveren modtager fuld dagpengerefusion. Modtager arbejdsgiveren nedsat dagpengerefusion, reduceres lønudbetalingen i stk. 2 og 3 med tilsvarende beløb. 

§ 10 Uddannelse

Stk. 1.
Lægepraksis samlede kompetencer kan fremmes gennem udvikling af medarbejderens faglige og personlige kvalifikationer.

Lægepraksis opfordres til systematisk at arbejde med såvel formel uddannelse som anden form for kompetenceudvikling for medarbejderne, f.eks. gennem det daglige arbejde, sidemandsoplæring og gennem efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

Arbejdsgiveren og medarbejderen opfordres til at tage et fælles ansvar for dette.

Parterne anbefaler, at der ved uddannelsesplanlægning tages udgangspunkt i medarbejderens jobmæssige situation og anciennitet.

Stk. 2.
Parterne opfordrer til, at der i forbindelse med praksis kompetence- og medarbejderudviklingsaktiviteter gennemføres medarbejdersamtaler mindst én gang årligt.

Der er mellem overenskomstens parter enighed om, at parterne vil arbejde målrettet for etablering og udbud af relevante efteruddannelsestilbud til medarbejdere omfattet af overenskomsten.

Det er således fortsat parternes hensigt

  • hvert år at udbyde efteruddannelse i form af Klinikpersonalets uddannelsesdage,
  • at arbejde for udbud af relevante efteruddannelsestilbud under arbejdsmarkedsuddannelserne,
  • at arbejde for at der udbydes andre relevante efteruddannelsestilbud, f.eks. i regi af arbejdsgivers og medarbejdernes organisationer samt hos andre udbydere. 

Stk. 3.
Medarbejderen har, under fornødent hensyn til lægepraksis tarv, ret til frihed under efter- og videreuddannelse i mindst 5 dage om året.

For 4 af disse dage gælder følgende:

Medarbejderen har ved ansættelse i perioden 1. juni – 31. maj ret til betalt frihed til relevant efter- og videreuddannelse i 4 dage pr. år. Ved ansættelse i et overenskomstår har medarbejderen ret til et forholdsmæssigt antal betalte efteruddannelsesdage. Ubrugte efter- og videreuddannelsesdage kan ved skriftlig aftale overføres til de efterfølgende år indenfor overenskomstperioden. Endvidere kan arbejdsgiver og medarbejder indgå en skriftlig aftale om, at afholde efter- og videreuddannelsesdage på forskud, mod at antallet af dage reduceres tilsvarende for det eller de følgende år indenfor overenskomstperioden.

Medarbejderen kan bruge overførte eller på forskud aftalte uddannelsesdage til selv at vælge uddannelse indenfor rammerne af positivlisten, jf. bilag 18 om rammerne for positivlisten. Der kan maksimalt akkumuleres 10 dage til uddannelse fra positivlisten.

Ved deltagelse i efter- og videreuddannelse betaler arbejdsgiver fuld løn til medarbejderen, transport og opholdsudgifter samt eventuelt deltagergebyr og udgifter til undervisningsmateriale. Ved aftale om transport i egen bil, henvises til § 7. Arbejdsgiver kan eventuelt få lønrefusion fra en offentlig eller organisationsfinansieret ordning. Efter- og videreuddannelse bør foregå indenfor normal arbejdstid. Foregår uddannelsen udenfor normal arbejdstid, kompenseres der for den medgåede uddannelsestid, men som hovedregel ikke for transporttiden, med afspadsering eller timeløn i forholdet 1:1, dvs. afspadsering time for time eller betaling med medarbejderens almindelige timeløn. Ved pålagt efteruddannelse med en transporttid der overstiger 2 timer pr. dag kompenseres medarbejderen dog med almindelig timeløn for transporttimer herudover.

Stk. 4.
For resterende dage gælder følgende:

Medarbejderen har, under fornødent hensyn til lægepraksis tarv, ret til frihed under efter- og videreuddannelse i minimum 1 dag pr. år. Det kan aftales, at arbejdsgiver helt eller delvist udreder kursusafgifter, transport samt eventuelt løntab.

Deltager medarbejderen i fjernundervisningsforløb aftalt med arbejdsgiver, anbefales det, at det ved aftalens indgåelse fastlægges, hvorvidt og i hvilket omfang forberedelse og gennemførelse sker i arbejdstiden eller fritiden.

Stk. 5.
Hvis medarbejderen ønsker det, attesterer arbejdsgiver for deltagelse i bl.a. virksom­hedsinterne kurser og anden kvalificerende aktivitet.

§ 11 Efterindtægt

Hvis en medarbejder dør, har den pågældendes ægtefælle, samlever eller børn under 18 år, som medarbejderen havde forsørgelsespligt over, ret til at få enten 1, 2, eller 3 måneders løn i efterindtægt, hvis medarbejderen på dødstidspunktet havde været ansat i praksis i henholdsvis 1, 2 eller 3 år og mere. For samlevere er det en betingelse, at samlever og afdøde har haft samme folkeregisteradresse i mindst 5 år.  Det er desuden en betingelse, at medarbejderen havde funktionærstatus efter funktionærloven.

§ 12 Seniorbonus

Medarbejdere har fra og med året efter det kalenderår, den ansatte fylder 60, 61 og 62 + år ret til en seniorbonus jf. bilag 12.

Seniorbonussens størrelse udgør:

Alder

Bonus i % af sædvanlig bruttoårsløn

60 år

0,8 %

61 år

1,2 %

62 år +

1,6 %

Seniorbonussen udbetales en gang årligt med decemberlønnen. Seniorbonussen kan konverteres til pensionsindbetaling.

Det kan mellem arbejdsgiver og medarbejderen aftales, at seniorbonussen helt eller delvist konverteres til frihed. Værdien af en seniordag udgør 0,4 % af bruttoårslønnen. Det betyder, at seniorbonussen efter aftale mellem læge og medarbejder kan konverteres til følgende antal fridage: 

Bonus

Antal fridage

0,8 %

1-2

1,2 %

1-3

1,6 %

1-4

Arbejdsgiveren og medarbejderen kan i optjeningsåret aftale, at seniorbonussen helt eller delvist konverteres til frihed i kalenderåret efter (udbetalingsåret). Seniordagen(e) afvikles i udbetalingsåret og kan afvikles fra 1. januar til 31. december i udbetalingsåret.

Ved fratræden udbetales bonus optjent i fratrædelsesåret sammen med den sidste løn.

Læs mere om seniorbonus i bilag 12

§ 13 Seniorfridage for pensionsmidler

Etablering

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2018, er der enighed om følgende:

Der er mulighed for, på frivillig basis, mellem arbejdsgiver og medarbejder at aftale, at pension kan anvendes til køb af seniorfridage fra 5 år før den til enhver tid gældende folkepensionsalder.

Konvertering af pension til seniorfridage

Det er den enkelte medarbejders ansvar at rette henvendelse til sit pensionsselskab, og medbringe dokumentation til arbejdsgiver, for den ændrede/nye pensionssats, hvorfra er trukket det aftalte antal seniordage.   

En seniordag har en værdi af 0,4% af bruttoårslønnen, jf. §12.

Der kan maksimalt konverteres 10 seniordage pr. år.

Ikrafttræden

Medarbejderen skal senest 1. december (med virkning første gang fra 1. januar 2019) give arbejdsgiver skriftlig besked om, hvor mange seniorfridage medarbejderen ønsker at konvertere for det efterfølgende kalenderår. Antallet af dage kan dog ikke overstige det mellem arbejdsgiver og medarbejder aftalte maksimale antal seniorfridage.

Dette valg er bindende for medarbejderen og vil fortsætte i de følgende kalenderår.

Medarbejderen og arbejdsgiver kan dog med 12 måneders varsel til en 1. december meddele, at der foretages ændringer for det følgende år eller at ordningen ophører.

Konverteringen ændrer ikke på det bestående overenskomstmæssige beregningsgrundlag og er således omkostningsneutral for klinikken.

§ 14 Opsigelse

Stk. 1.
Overenskomstens parter henstiller til, at der sikres medarbejderen størst mulig tryghed i ansættelsen, ligesom parterne henstiller til, at arbejdsgiveren forinden opsigelse finder sted orienterer medarbejderen om det påtænkte skridt.

Stk. 2.
Funktionærlovens opsigelsesvarsler finder anvendelse.

Stk. 3.
Arbejdsgiveren skal skriftligt meddele opsigelsen til medarbejderen. Opsigelsen skal indeholde en begrundelse.

Stk. 4.
Medarbejdere får i forbindelse med afskedigelse ret til op til to timers frihed med løn til at søge vejledning i deres a-kasse. Friheden skal placeres under behørig hensyntagen til driften i lægepraksis.

Stk. 5.
Ved opsigelse af en medarbejder må vilkårligheder ikke finde sted, og klager over urimelige afskedigelser kan derfor behandles efter nedenstående regler. Overenskomstens parter anbefaler, at sager om påståede urimelige opsigelser behandles hurtigst muligt.

Stk. 6.
Ved opsigelse på grund af virksomhedens forhold, af en medarbejder med min. 5 års anciennitet, henleder overenskomstens parter opmærksomheden på, at arbejdsgiver har mulighed for at tilbyde rekrutteringsforløb og/eller relevant efter- og videreuddannelse.

Stk. 7.
Har medarbejderen på opsigelsestidspunktet været ansat uafbrudt i mindst 9 måneder, kan opsigelsesgrundlaget anfægtes. Hvis opsigelsen ikke er sagligt begrundet i enten medarbejderens forhold eller i arbejdsgiverens forhold, er medarbejderen berettiget til en godtgørelse.

Stk.8.
Anciennitetskravet i stk. 7 er ikke til hinder for, at medarbejderen kan anfægte opsigelsen efter anden særlovgivning, som måtte være overtrådt ved opsigelsen.

Stk. 9.
Anfægtes arbejdsophøret eller opsigelsesgrundlaget, kan der fra medarbejderens side begæres afholdt en lokalforhandling mellem lægen og HK’s lokale afdeling. En sådan forhandling skal normalt været afsluttet inden for 2 uger efter, at begæringen er fremsat dog senest 4 uger efter, medmindre andet aftales mellem overenskomstens parter. 

Stk. 10.
Ved fortsat uenighed skal der på begæring, der indgives senest 14 dage efter afsluttet lokalforhandling, afholdes et centralt møde mellem overenskomstens parter med henblik på at løse tvisten. Organisationsforhandlingen skal normalt været afsluttet inden for 4 uger efter den forgæves afholdte lokalforhandling, medmindre andet aftales mellem parterne.

Har de centrale parter deltaget i den lokale forhandling, anses denne samtidig for at være organisationsforhandlingen.

Ved afsluttet organisationsforhandling udarbejder PLA et protokollat, som underskrives og dateres af begge parter. 

Stk. 11.
Efter forgæves organisationsmæssig forhandling kan der indgives klage til et af parterne nedsat afskedigelsesnævn. Parterne har valgt at benytte DA/LO Afskedigelsesnævnet, herunder nævnets forretningsorden og DA/LO’s Hovedaftales § 4, stk. 3, jf. bilag 14. Klagen skal være modstående organisation i hænde senest 7 hverdage efter organisationsforhandlingen. Som første hverdag betragtes hverdagen efter, at protokollatet er endeligt underskrevet og udvekslet parterne imellem, jf. stk. 9.

Stk. 12.
Afskedigelsesnævnet er kompetent til at behandle tvister om påstået uberettiget afskedigelse samt tvister i forbindelse med en bortvisning eller en ophævelse af ansættelsesforholdet. Ved enighed mellem parterne og accept fra Afskedigelsesnævnet, kan kompetencen udvides til øvrige tvister i forbindelse med et arbejdsophør.

Nævnets omkostninger i forbindelse med sagen fastsættes af nævnet. Omkostningerne fordeles mellem parterne eller pålægges den tabende part.

Stk. 13.
Parterne forpligter sig til at anvende Afskedigelsesnævnet ved behandling af de af nævnets kompetence omfattede tvister. Ved Afskedigelsesnævnets afvisning af en sag samt ved enighed mellem parterne kan tvister, der er omfattet af nævnets kompetence, behandles ved et andet forum.

§ 15 Regler for tillidsrepræsentanter

Stk. 1. Generelle bemærkninger
Det er vigtigt, at der er et godt og tillidsfuldt samarbejde imellem lægen og medarbejdere, og tillidsrepræsentanten er en nøgleperson i dette samarbejde. Tillidsrepræsentanten har hidtil været de ansattes talerør, men i takt med udviklingen i arbejdsopgaver og arbejdsformer er kravene til tillidsrepræsentanten ændret, og tillidsrepræsentanten vil i fremtiden i højere grad være dialog- og sparringspartner for lægepraksis.

Stk. 2. Hvor kan tillidsrepræsentant vælges?
I enhver lægepraksis med mindst 6 ansatte omfattet af denne overenskomst, kan disse af deres midte vælge én til at være deres tillidsrepræsentant over for lægepraksis.

Stk. 3. Valget til tillidsrepræsentant
Tillidsrepræsentanten vælges blandt de HK-organiserede, anerkendt dygtige medarbejdere, der har været ansat mindst et år i den pågældende lægepraksis. En elev kan ikke vælges som tillidsrepræsentant.

Beskyttelse af enhver tillidsrepræsentant indtræder, når valget er kommet til lægepraksis kundskab. Valget er dog ikke gyldigt, før det er godkendt af den lokale HK-afdeling og af denne meddelt PLA.

Denne meddelelse skal ske hurtigst muligt og senest 14 dage efter valget.

Eventuel indsigelse fra PLA’s side mod det foretagne valg skal være den lokale HK-afdeling i hænde senest 14 dage efter modtagelsen af meddelelsen om valget.

Ved sin godkendelse garanterer den lokale HK-afdeling, at alle stemmeberettigede har været sikret mulighed for at deltage i valget. Ved stemmeberettigede forstås HK-organiserede.

Stk. 4. Tillidsrepræsentantens opgaver
Det er tillidsrepræsentantens pligt såvel over for sine kolleger og sin lokale HK-afdeling som over for lægepraksis at gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Parterne er enige om, at det handler om at skabe dialog og løsninger på eventuelle uoverensstemmelser og højne informationsniveauet.

Når en sag kun vedrører en enkelt eller enkelte medarbejderes personlige anliggender, bør disse løses direkte med lægepraksis.

I anliggender vedrørende løn- og arbejdsforhold kan tillidsrepræsentanten, når det ønskes, forelægge forslag, klager eller henstillinger for lægepraksis samt optage forhandlinger om lokale spørgsmål.

Er tillidsrepræsentanten ikke tilfreds med lægepraksis afgørelse, kan tillidsrepræsentanten anmode sin lokale HK-afdeling om at tage sig af sagen, men det er tillidsrepræsentantens og kollegernes pligt at fortsætte arbejdet uforstyrret.

I virksomheder, hvor der ikke findes en arbejdsmiljøorganisation, kan tillidsrepræsentanten rette henstillinger eller rejse klager til virksomheden vedr. arbejdsmiljøspørgsmål, herunder det psykiske arbejdsmiljø og hygiejniske forhold. Parterne er enige om, at sager vedrørende arbejdsmiljø og arbejdsmiljølovgivningen bør indbringes til organisationsmæssig behandling mellem organisationerne, jf. parternes Hovedaftale §§ 8 og 9, hvis der ikke lokalt er opnået enighed.

Udførelsen af tillidsrepræsentantens hverv skal ske på en sådan måde, at det er til mindst mulig gene for dennes arbejde. Hvis tillidsrepræsentanten for at opfylde sine forpligtelser må forlade sit arbejde, må dette kun ske efter forudgående aftale med lægepraksis.

Tillidsrepræsentanten har umiddelbart efter det første valg ret til at starte på grunduddannelse for tillidsrepræsentanter (6 uger), og kan under fornødent hensyn til praksis drift afslutte grunduddannelsen inden for 2 år. Arbejdsgiveren bevilliger den nødvendige frihed til deltagelse i uddannelsen. Alle udgifter – herunder også tabt arbejdsfortjeneste – dækkes af FIU-fonden, således at arbejdsgiveren ikke har udgifter herved.

Såfremt der er IT og internetadgang på tillidsrepræsentantens virksomhed, skal tillidsrepræsentanten til udførelse af sit hverv have den nødvendige adgang hertil.

Tillidsrepræsentanten må ikke som følge af sit tillidshverv sættes i stå i sin lønudvikling.

Stk. 5. Afskedigelse af tillidsrepræsentant
Parterne anbefaler, at en lægepraksis, der påtænker at afskedige en tillidsrepræsentant, kontakter PLA med henblik på eventuel afholdelse af møde under parternes medvirken inden afskedigelsen. Der er enighed om, at et sådant møde skal afholdes hurtigst muligt.

En tillidsrepræsentants afskedigelse skal begrundes i tvingende årsager. Det er en selvfølge, at den omstændighed, at en medarbejder fungerer som tillidsrepræsentant, aldrig må give anledning til, at den pågældende afskediges, eller at den pågældendes stilling forringes.

Tillidsrepræsentantens ansættelsesforhold kan ikke afbrydes inden for opsigelsesperioden, og inden HK/Privat har haft mulighed for at få afskedigelsen prøvet ved fagretlig behandling, medmindre der er lokal enighed herom. Det bør tilstræbes, at sagens fagretlige behandling fremmes mest muligt, således at afgørelsen foreligger inden opsigelsesperiodens udløb.

Disse regler gælder dog ikke, dersom lægepraksis foretager en berettiget bortvisning af tillidsrepræsentanten i medfør af funktionærlovens § 4.

Fastholder lægepraksis afskedigelsen af en tillidsrepræsentant, efter at afskedigelsen er kendt uberettiget ved den fagretlige behandling, er lægepraksis ud over lønnen i opsigelsesperioden pligtig at betale en godtgørelse, hvis størrelse skal være afhængig af sagens omstændigheder. Denne godtgørelse er endelig, således at der ikke tillige kan kræves godtgørelse efter regler om urimelig afskedigelse.

Spørgsmålet om berettigelsen af en tillidsrepræsentants afskedigelse og størrelsen af tillidsrepræsentantens eventuelle godtgørelse afgøres endeligt ved faglig voldgift, med samme frister for lokalforhandling og organisationsforhandling, som nævnt i § 14, stk. 8 og 9.

Foreligger der i sagen sådanne særlige forhold, som klart giver udtryk for, at der har foreligget organisationsforfølgelse, kan dette spørgsmål indbringes for Arbejdsretten.

§ 16 Arbejdsmiljørepræsentanter

Udover den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter, kan der, efter aftale med ledelsen, i den udtrækning arbejdets art og omfang tillader det, gives

arbejdsmiljørepræsentanten den nødvendige frihed til at deltage i relevante arbejdsmiljøkurser, herunder relevante arbejdsmiljøkurser udbudt af HK Privat.

Denne frihed er uden løn, medmindre andet er bestemt i arbejdsmiljøloven.

Såfremt der er it- og internetadgang på arbejdsmiljørepræsentantens arbejdsplads, skal arbejdsmiljørepræsentanten til udførelse af sit hverv have den nødvendige adgang hertil.

Arbejdsmiljørepræsentanten må ikke som følge af sit tillidshverv sættes i stå i sin lønudvikling.

§ 17 Elever

Ved ansættelse af elever henvises til bilag 5.

§ 18 Fortolkning af overenskomsten og overenskomstbrud

Stk. 1.
Enhver uenighed om forståelsen af denne overenskomst kan af hver af parterne søges bilagt ved mægling og eventuelt voldgift jf. hovedaftalens bestemmelser i bilag 15.

Stk. 2.
Ved påstand om brud på denne overenskomst finder bestemmelserne herom i hovedaftalen anvendelse. 

Stk. 3.
Efter enhver mægling, jf. stk. 1, udarbejdes der af PLA et protokollat som underskrives af begge parter.

§ 19 Overenskomstens varighed

Stk. 1.
Overenskomsten træder i kraft den 1. juni 2021 og kan tidligst opsiges til ophør den 31. maj 2024.

Opsigelsesfristen er 3 måneder, medmindre andet er aftalt mellem parterne. 

Stk. 2.
Ingen nuværende højere lønninger eller andre goder, herunder også pension, må forringes som følge af indgåelse af nærværende overenskomst. 

 

Dato 25. februar 2022

 

For HK/Privat                                                                 For PLA                   

Christoffer Marckmann                                                  Karsten Rejkjær Svendsen

Henny Fiskbæk Jensen                                                Henriette Kiersgaard           

                                                                       

Bilag 1 Overenskomstens område

Bilag 2a Ansættelseskontrakt for månedslønnede

Bilag 2b Ansættelseskontrakt for timelønnede

Bilag 3 Krav til uddannede lægesekretærer

Bilag 4 Aftale om ferieoverførsel

Download aftale som:

Bilag 5 Elevansættelse

Bilag 6 Seniorer

Bilag 7 Sygefravær

Bilag 8 Gravide

Bilag 9 Implementering af europæisk aftale om vold, mobning og chikane

Bilag 10 Sundhedskommunomuddannelse og uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator

Bilag 11 FIU

FIU

Bilag 12 Seniorbonus

Bilag 13 Fravær af familiemæssige årsager, jf. § 8, stk. 3

Bilag 14 LO/DA’s Hovedaftale § 4, stk. 3

Bilag 15 Hovedaftale mellem Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening og HK service

Bilag 16 Undtaget fra pensionsoprettelse § 4, stk. 3

Bilag 17 Blanket - fortsættelse af eksisterende pensionsordning

Blanket – fortsættelse af eksisterende pensionsordning, § 4, stk. 3, pkt. 2 (gældende for medarbejdere ansat efter 1. januar 2014), se her.

Praktiserende Lægers
Arbejdsgiverforening

Kristianiagade 12
2100 København Ø
Tlf.: 3544 8400
E-mail: pla@dadl.dk


Åben for henvendelser

Mandag til torsdag: kl. 09:00 - 16:00
Fredag: kl. 09:00 - 15-00

Nyhedsbrev

Tilmeld dig PLA's nyhedsmail, så du automatisk får besked, når der er nyt fra PLA.

Dudal Webdesign